Forud for dagens 11. etape af Vuelta a España kommer Mads Pedersens hold Lidl–Trek med en ganske skuffende udmelding.
For mange andre cykelryttere ville en sæson med en pointtrøje og en etapesejr i Touren, en femteplads i Flandern Rundt, en syvendeplads i Paris-Roubaix samt en fjerdeplads i Milano-Sanremo muligvis rangere blandt karrierens bedste.
Men for Mads Pedersens standarder – særligt sammenlignet med et fænomenalt 2025 – har 2026 været et relativt skuffende år.
Under den igangværende Vuelta a España har Mads Pedersen ikke haft det let. Men dagens 11. etape er på papiret blandt de etaper, der burde passe ham bedst.
Nu kommer hans hold dog med en trist melding, der vender op og ned på det hele.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sigter efter VM
I løbet af de seneste etaper er Mads Pedersen blevet sat af feltet tidligere, end man normalt ville regne med.
Særligt på tirsdagens 10. etape, var det skuffende at danskeren ikke kunne blande sig i den stigende spurt – modsat landsmanden Magnus Cort, der tog en flot andenplads.
Men der har tilsyneladende været en god grund til, at den danske Lidl–Trek-stjerne ikke har haft formen med sig.
Han har nemlig døjet med sygdom, som han kunne fortælle i mandagens hviledagsepisode af podcasten ‘Lang Distance’.
Og den sygdom har han desværre ikke kunnet smide.
Derfor forlader Mads Pedersen nu årets Vuelta.
Det skriver holdet Lidl–Trek på X.
‘Desværre stiller Mads Pedersen ikke til start på dagens 11. etape af Vueltaen. Efter at have kæmpet med sygdom de seneste dage vil Mads nu fokusere på at komme sig helt, inden han retter blikket mod sine resterende mål for sæsonen. God bedring, Mads,’ lyder det fra holdet.
Det blev altså ikke til nogen drømme-Vuelta for Mads Pedersen, der forud for den spanske Grand Tour kunne have drømt om både etapesejr(e) og pointtrøjen.
I stedet skal den danske stjerne nu rette sit blik mod VM i Canada, hvor den udmagrende og kuperede rundstrækning i Montreal giver ham gode muligheder.