Styrelse reagerer, efter jæger i Varde oplevede, at hans jagthund blev udsat for truende adfærd fra ulveflok.
Det skal nu klarlægges, om jægere må skyde ulve, der angriber jagthunde.
Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i en pressemeddelelse.
Baggrunden er, at en jæger i Varde har berettet, at han under jagt oplevede opsøgende og truende adfærd fra en flok ulve i forhold til sin jagthund.
Ulven er generelt fredet og må kun skydes, hvis den kategoriseres som en såkaldt problemulv, og myndighederne har givet tilladelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nu vil myndighederne se på, om det fremover skal være muligt at skyde ulve, der angriber jagthunde.
Det oplyser kontorchef i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø Jens Skovager Østergaard.
Han fortæller også, at styrelsen er i samarbejde med Danmarks Jægerforbund om en oplysningsindsats over for jægere.
– Vi er i dialog med Danmarks Jægerforbund med henblik på at lave en fælles informationsindsats, der skal sikre, at jægere har de fornødne informationer om mulighederne for at beskytte hunde under jagt i områder, hvor der er ulve.
– Samtidig vil vi undersøge, om det er muligt juridisk, generelt, at tillade at skyde ulve, der angriber jagthunde i forbindelse med en jagt, siger kontorchefen i meddelelsen.
Det er Danmarks Jægerforbund, der på sin hjemmeside har beskrevet hændelsen, som jægeren i Varde blev udsat for.
Han fortæller her, at fem ulve nærmede sig jagthunden, og at de ikke reagerede, selv om jægeren lyste med sin pandelampe og råbte op.
Ulvene trak sig dog til sidst, og jagthunden kom med hjem i god behold, fremgår det af beretningen.
Jægeren fortæller også, at han var løbet tør for patroner og dermed ikke kunne afgive et varslingsskud.
Det havde ellers været “helt i orden” at gøre det, lyder det fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
– Vi er bekendt med en sag, hvor ulve har optrådt truende over for en jagthund, og hvis jægeren havde haft flere patroner, ville det have været helt i orden at afgive et varslingsskud.
– Det vil vi også gøre helt klart i det kommende informationsmateriale, siger Jens Skovager Østergaard i meddelelsen.
/ritzau/