Det er ikke altid uden risiko at stille sig ved kødgryderne i køkkenet, det måtte en familie sande søndag aften.
Flere beredskabskøretøjer var søndag aften til stede på Årnumvej i Skjern.
Her var det nemlig ved at gå helt galt, da en familie gjorde klar til aftensmaden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Pludselig opstod der brand fra en pande, og den spredte sig hurtigt til emhætte og overskabe, fortæller TV Midtvest.
Herefter ringede ejeren efter brandvæsenet, som kørte til adressen og gik i gang med slukningsarbejdet.
Branden kom hurtigt under kontrol, men røgen gik hårdt ud over både køkken og stue.
“Der er sodskader i en stor del af huset, så ejerne skal genhuses, for de kan ikke tilbringe natten der”, fortæller Lars Lyngvig, der er indsatsleder hos Brand & Redning MidtVest.
