Krigsmuseet åbner i sommerferien op for en ny udstillig, der indebærer genstande af en lidt større slags. Med udstillingen ‘Kampklar’ bliver det muligt at få en oplevelse udover det sædvanlige.
Har du altid drømt om at prøve at kravle ind i en pansret mandskabsvogn, der har været brugt i Afghanistan? Eller måske se en helikopter, der har været med til at bekæmpe pirater i Afrika og befri danske gidsler?
Så er der særdeles gode nyheder.
Fra den 29. juni bliver begge dele nemlig muligt på Krigsmuseet, når dørene bliver slået op for den nye udstilling ‘Kampklar’.
Det oplyser museet selv i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Udstillingen byder blandt andet på en ægte Lynx-helikopter, der af det danske flyvevåben er blevet brugt til piratbekæmpelsesmissioner i Afrika.
På fronten af helikopteren kan der ses i alt 16 dødningehoveder – otte på højre side og otte på venstre side.
Afmærkningerne symboliserer antallet af piratangreb som helikopteren har været med til at forpurre – noget, der blev gjort til en tradition under anden verdenskrig.
Dengang malede allierede piloter eksempelvis et hagekors på deres fly, hver gang de havde skudt et tysk fly ned. Hagekorsene er i dette tilfælde byttet med dødningehoveder.
Flyvevåbnet brugte blandt andet helikopteren til overvågning og varsling, men også i direkte kamp mod piraterne var den i luften.
Her ydede den blandt andet ildstøtte til de frømænd, der var indsat til at bekæmpe gidseltagere.
Helikopteren, der kan ses på udstillingen blev blandt andet brugt under missionen, hvor sømændene Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn blev reddet efter 838 døgn som gidsler hos pirater i Somalia.
Kravl ind i mandskabsvogn
To andre store genstande har også fundet vej til den kommende udstilling.
Der er tale om den pansrede mandskabsvogn PMV og det pansrede køretøj Julkat.
Førstnævnte beskrives som værende det vigtigste pansrede køretøj i Forsvaret i mange år. Dens panser beskytter soldater mod både håndvåben og granatsplinter.
I både Irak og Afghanistan måtte man dog sande, at køretøjet var sårbart overfor miner og vejsidebomber.
Julkatten blev brugt af de danske styrker i Afghanistan, så når soldater var afsted med fuld oppakning kunne de i flere dage indhente oplysninger om terrænet og fjenden.
Krigsmuseets gæster kan fra den 29. juni prøve at sidde bag rattet i Julkatten og kravle ind i PMV’en. Derfra kan de stikke hovedet ud af lugen og stå bag soldaternes maskingevær.