Stor musicalsatsning: Danske stjerner opsætter ‘Les Misérables’

Flere store stjernenavne er at finde på rollelisten til Lion Musicals’ opsætning af den legendariske musical.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Lion Musicals, der er blandt Danmarks førende musicalfirmaer, har kastet sig over en af de mest legendariske musicalværker nogensinde.

‘Les Misérables’, der er baseret på Victor Hugos roman af samme navn, er blevet opsat et hav af gange verden over. Og nu kommer der altså endnu en ny opsætning fra Lion Musicals.

Forestillingen, der får premiere næste sommer, har en lang række danske stjerner på rollelisten.

Det annoncerer Lion Musicals i en pressemeddelelse via HAVE Kommunikation.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pressebillede: Lion Musicals

‘Den ultimative danske opsætning’

“Vi glæder os helt vildt. Det er en gammel drøm at få mulighed for at producere en ny opsætning af ‘Les Misérables’, der uden sammenligning er én af de bedste musicals i teaterhistorien.”

Sådan lyder det fra Lion Musicals’ CEO og executive producer Thomas Langkjær i pressemeddelelsen.

Ifølge ham er der store ambitioner bag den nye opsætning af den legendariske musical:

“Vi har som ambition at lave den ultimative danske opsætning af ‘Les Misérables’ med de allerbedste kræfter ombord både på og bag scenen. Og det er lykkedes. Vi har haft mange hundrede af landets førende sangere, skuespillere og musicalperformere til auditions, og vi har sammen med ophavsmanden Cameron Mackintosh og hans folk i London valgt et fantastisk drømmecast, som vi kniber os i armen over at have fået,” siger Thomas Langkjær.

I hovedrollen som den undvegne straffefange Jean Valjean – en rolle, der tidligere har været med til at gøre Stig Rossen til et velkendt navn – finder vi musicalstjernen Diluckshan Jeyaratnam.

Han har blandt andet spillet Moses i ‘Prinsen af Egypten’ på Fredericia Teater og snemanden Olaf i musicaludgaven af ‘Frost’.

Politikommissær Javert, der er Jean Valjeans ærkefjende, spilles af Kenneth M. Christensen, der er kendt fra både film-, tv- og teaterverdenen.

På musicalscenen har han blandt andet spillet Udyret i ‘Skønheden og Udyret – The Musical’ og Mads Skjern i ‘Matador’-musicalen.

De øvrige roller indtages af Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Rasmus Snedker, Isabel Brogaard Pedersen, Sophia Ahlm Bircow, Troels Lyby, Annette Heick og Mikkel Hoé.

Lion Musicals’ ‘Les Misérables’ får danmarkspremiere den 25. august 2027 i Falkonersalen på Frederiksberg.

Efter en periode i hovedstaden rykker musicalen på en danmarksturné, der kommer forbi Viborg, Odense, Esbjerg, Aarhus og Holstebro.

Billetsalget starter den 7. oktober klokken 10.00.

Annonce
Annonce
Annonce