Eksklusionen af den skandaliserede politiker kommer til at koste partiet dyrt.
Folketingsvalget er ikke engang en uge gammel, før den første store skandale har ramt mediernes forsider.
Borgernes Parti, med Lars Boje Mathiesen i spidsen, har ekskluderet folketingsmedlemmet Jacob Harris med rekordfart, hvilket kan koste dyrt.
Eksklusionen af medlemmet ender nemlig næsten med at halvere de indtægter, som partiet ellers kunne have scoret, hvis de havde beholdt deres fire mandater.
Det fremgår af Folketingets hjemmeside.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Partiet kunne nemlig have fået 521.000 kroner om måneden, hvis man havde beholdt den skandaliserede politiker, men må nu tage til takke med omkring 280.000 kroner om måneden.
Over hele valgperioden er det altså flere millioner, som Lars Boje går glip af.
Læs mere om sagen her.
Ny fører i klovnebussen
Episoden om det udskældte folketingsmedlem har da også vakt opsigt hos diverse politiske kommentatorer.
Ved sidste valg var det Moderaterne, der med en stribe af møgsager blev døbt som folketingets klovnebus, men det kan være, at de giver titlen videre.
B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, udtaler i hvert fald til mediet, at der kan være en ny fører af klovnebussen.
“Det er klovnebus 2.0 det her. Man kan ikke lade være med at tænke, at partiet er lidt et amatørprojekt,” siger han til B.T
Jacob Harris skriver historie i dansk politik, da han er den hurtigste person efter et valg, der er blevet løsgænger. Den titel sad Mette Thiesen på før ham, der altså var fortid i sit gamle parti efter seks dage.
