Københavns og Danmarks ældste kulturhus, Huset i Rådhusstræde, skal fra efteråret gennem en omfattende teknisk renovering.
Det betyder, at det kendte kulturhus midlertidigt forlader sine vante rammer.
Renoveringen omfatter blandt andet elinstallationer, ventilation, VVS, vinduer og brandtekniske anlæg i den historiske bygning i Indre By.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Men selvom dørene i Rådhusstræde lukkes midlertidigt, stopper aktiviteterne ikke. Tværtimod flytter HUSET nu sit kulturprogram ud i byen.
Koncerter, kunstprojekter, debatter og andre kulturelle arrangementer skal i stedet afholdes på en række forskellige lokationer i København.
“Det bliver en stor og spændende udfordring at flytte HUSETs program ud i Indre By og andre bydele i København,” siger kulturfaglig leder i Indre By og Christianshavn Hans Christian Smed.
Samtidig peger han på, at udflytningen også åbner nye muligheder.
“Men udflytningen giver os også mulighed for at afprøve nye formater, afsøge nye samarbejdsmuligheder og teste Husets kulturprogram af i andre rammer,” siger han.
Nyt initiativ: “Ud af Huset”
Som led i omstillingen lanceres initiativet “Ud af Huset”, hvor kulturhuset aktivt bringer arrangementer ud i byen og opsøger nye samarbejder med aktører i København.
Museer, spillesteder, parker, kirker, kunsthaller, højskoler og offentlige pladser er blandt de steder, der fremover kan danne ramme om HUSETs aktiviteter.
Målet er at fastholde HUSETs rolle som samlingspunkt for vækstlag, kunstneriske eksperimenter, frivillighed og kulturelt iværksætteri – også mens bygningen er under renovering.
Sommerpause og gradvis udflytning
Allerede fra juni lukkes Salon K for udlejning, og efter Copenhagen Jazz Festival den 11. juli går Husets aktiviteter på sommerpause.
I august begynder den praktiske nedpakning, og herefter flyttes arrangementer løbende ud til nye steder i byen.
Huset forventer at kunne vende tilbage til de renoverede lokaler i Rådhusstræde i 2028.
“Mens vi så at sige er “ude af Huset”, vil vi også bruge tiden på at overveje og gentænke, hvordan vi på bedste vis vender tilbage,” siger Hans Christian Smed.
Ifølge Huset er der primært tale om en teknisk opgradering, og derfor forventes der ikke større ændringer i husets funktion, når det igen åbner.
Publikum kan følge med i det midlertidige program og nye samarbejder via Husets hjemmeside.

