Stor flytning skal styrke Nationalmuseets udstillinger

Nationalmuseet satser stort på at give et løft til fremtidige udstillinger. Det munder nu ud i flere nye tiltag – heriblandt en flytning.

En helt ny enhed, to nye ansættelser, en større flytning og en mindre omrokering.

Det er de tiltag der skal gøre museumsoplevelsen på Nationalmuseets besøgssteder endnu bedre i fremtiden.

Det offentliggør Nationalmuseet i en pressemeddelelse, hvor de nye tiltag beskrives som en ‘oprustning’.

De store ændringer kommer som del af museets nye 2025-2028-strategi.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Brede Værk i Kongens Lyngby. Foto: Nationalmuseet

Nye rammer

Hovedpunktet – og det som de andre tiltag på sin vis udspringer af – er etableringen af en ny konceptenhed.

Konceptenheden skal udvikle og levere udstillinger til Nationalmuseets besøgssteder. Etableringen af konceptenheden betyder også, at man har ansat to nye konceptudviklere.

Og de får masser af plads at boltre sig på. De flytter nemlig – sammen med tegnestuen, designerne, projektledere, grafikere og AV’ere – til Brede Værk ved Kongens Lyngby.

Danmarks største fredede industrianlæg var indtil besparelser i 2018 et museum for dansk industrikultur, men nu huser det et stort naturvidenskabeligt forskningsmiljø – og altså også snart et større hold af folk fra Nationalmuseet.

Det er blandt andet muligheden for i højere grad at afprøve udstillingerne før de opføres for offentligheden, der er tiltrækkende ved den nye lokation.

“Der er helt andre fysiske muligheder i Brede. Det skal først bygges op, men så får vi mulighed for at teste udstillinger i størrelsesorden en til en, hvilket er helt afgørende. For hver udstilling, vi har haft, har vi naturligvis evalueret og lært. Nu kan vi nå meget af læringen, inden vi sætter udstillingen op for vores besøgende,” siger Nationalmuseets direktør Rane Willerslev i en pressemeddelelse.

Flytningen til Brede Værk skal ligeledes give et løft til udstillingerne ved at give mere plads til at eksperimentere.

“Jeg er kæmpe tilhænger af det frie læringsmiljø, hvor man leger, eksperimenterer og har plads til at begå fejl. Det er der de små og store mirakler opstår, og nu får vi langt bedre mulighed for at bringe hele den del i spil,” siger Rane Willerslev.

Omrokering på betydelige poster

Den nye konceptenhed bliver ført an af Nationalmuseets vicedirektør, Tine Smedegaard Andersen. Hun fratræder dermed sin stilling som museumschef på besøgsstedet i København.

I hendes sted overtager Nationalmuseets chef for markedsføring og kommercielle aktiviteter, Asger Bolvig, stillingen som museumschef for Nationalmuseet København. Han fortsætter samtidig i sin hidtidige rolle.

“Nationalmuseet er inde i en positiv udvikling og indeholder et fantastisk kreativt og formidlingsmæssigt potentiale, som jeg sammen med mine mange dygtige kollegaer ser frem til at forløse. Vi skal videreudvikle museet, så endnu flere får lyst til at træde indenfor, gå på opdagelse og mærke, at de er en del af historien,” siger Asger Bolvig.

I den nye bog ‘Nu skriger jeg i stilhed’ åbner den folkekære sanger Thomas Buttenschøn op om sin barske barndom.