Festivalen har slået dens egen rekord fra sidste år, hvor der blev udsolgt på ni timer.
Hvis du havde tænkt dig at købe billet til Ringsted Festival 2026, men ikke lige sad klar ved computeren eller telefonen, så skal du forberede dig på at blive skuffet.
Festivalen melder nemlig ud mandag morgen, at alt er udsolgt på rekordtid.
I 2026 har festivalen besluttet sig for at ændre de forskellige billettyper markant, og det er måske årsagen til den nye rekord.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ringsted Festival har nemlig droppet at sælge 1-dags billetter. Dermed har man skullet købe den fulde festivaloplevelse på tre dage, hvis man gerne vil have ‘årets kram under trækronerne’, som er festivalens slogan.
Billetsalget til dette års udgave af Ringsted Festival blev også udsolgt lynhurtigt. Her tog det ni timer, før festivalen måtte melde, at der ikke var flere billetter at hente.
Denne rekord er altså i år blevet slået. Det glæder festivaldirektør Anders Sørensen, som samtidig takker de loyale festivalgæster.
‘Efter et jubilæumsår med skybrud, totalfest og det bedste program til dato, så ser jeg det som et kæmpe skulderklap, at vi møder denne enorme opbakning nok engang. Publikum har tilvalgt musikken, fællesskabet og festivalstemningen, og det giver mig og mine medarbejdere et kæmpe boost,’ siger han.
Det er dog stadig muligt at melde sig på ventelisten, og derfor er chancen for at få en billet til den eftertragtede festival ikke helt forsvundet.
Festivalen har hvert år omtrent 16.000 gæster på hver festivaldag.
Presse-fotos.dk var til stede på årets Ringsted Festival. Den reportage kan du læse her.
Det vil vi huske årets Ringsted Festival for: Se billederne her




