Den humanitære situation i områderne er fortsat kritisk, lyder det fra Udenrigsministeriet.
Krigene i Mellemøsten har efterhånden stået på i lang tid. Ikke mindst efter at USA indledte angreb i Iran, har situationen også eskaleret mellem Israel og de omkringliggende områder.
Og den humanitære situation er så kritisk, at Danmark nu sender endnu et bidrag ned til de hårdest ramte områder.
Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det drejer sig om Gaza, Vestbredden og Libanon, der nu får et større millionbeløb i støtte af Danmark.
Ifølge Udenrigsministeriet er de humanitære behov i Gaza fortsat omfattende, og 77 procent af befolkningen vurderes til at være afhængig af fødevareassistance, mens sundhedssystemet er under massiv pres.
På Vestbredden har de israelske militære operationer i de nordlige områder desuden medført omfattende ødelæggelser og fortsat fordrivelse af 40.000 mennesker, lyder det.
‘I Libanon vurderer FN, at omkring 1,4 millioner mennesker – svarende til en fjerdel af landets befolkning – har behov for humanitær bistand som følge af de seneste kamphandlinger mellem Hizbollah og Israel,’ skriver Udenrigsministeriet.
Det er efter et møde i EU’s Donorgruppe for Palæstina, at Danmark præsenterer den nye støttepakke, der lyder på 85 millioner kroner.
60 millioner vil gå til at afhjælpe den humanitære krise i Palæstina, mens 25 millioner går til situationen i Libanon.
“De humanitære behov i Gaza, på Vestbredden og i Libanon er enorme. Millioner af mennesker mangler adgang til helt basale fornødenheden som mad, rent vand, sundhedsydelser og beskyttelse,” lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der fortsætter:
“Med den nye støtte bidrager Danmark til, at erfarne humanitære organisationer kan fortsætte deres livreddende arbejde under meget vanskelige forhold.”
I pressemeddelelsen lyder det, at støtten vil blive udmøntet gennem nogle af Danmarks vigtigste humanitære partnere, der til stede i området.
Sådan udmøntes penge:
- UNRWA – flash appel for de besatte palæstinensiske områder: 20 millioner kroner
- FN’s humanitære landefond for Palæstina (OCHA): 40 millioner kroner
- WFP’s Multi-Pupose Cash Assistance i Libanon: 15 millioner kroner
- ICRC’s humanitære indsatser i Libanon: 10 millioner kroner