Den 31-årige mand er fortsat i kritisk tilstand, efter stillads væltede på Nørrebro tirsdag, nu reagerer entreprenøren bag på hændelsen.
Det var med et kæmpe brag, der rungede gennem Københavns gader, at et 50 meter langt stillads kollapsede tirsdag lidt før halv seks og forvandlede den tæt cykeltrafikkerede vej til et kaotisk ulykkessted.
Du kan se en ny video af stilladset, der vælter, længere nede i artiklen.
Det store stillads væltede ud over vejen, cykelstien og fortovet, hvor en 31-årig mand blev begravet under byggematerialerne. Manden er fortsat i kritisk tilstand.
Kenneth Valentin Pedersen, direktør i LKA Enterprise, der står bag byggeriet, fortæller til B.T., at tirsdagens ulykke har rystet virksomheden.
“Jeg var forbi i går, og det var ret overvældende. Vi er rystede, og vi var meget rystede hele natten,” siger han.
“Vores fokus i dag har været på de mennesker, som blev berørt af ulykken. For at være ærlig er jeg egentlig stadig ret rystet.”
Møde med politiet
Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige, hvorfor det enorme stillads kollapsede midt på gaden tirsdag eftermiddag.
Ifølge Kenneth Valentin Pedersen, direktør i LKA Enterprise, der står bag byggeriet, holdt underentreprenøren, som stod for opsætningen af stilladset, tirsdag et møde med politiet og Arbejdstilsynet om ulykken.
“Vi har fået refereret nogle oplysninger om, hvordan mødet er gået, men myndighederne er ved at undersøge detaljerne. Indtil vi har en konklusion på det, har jeg ikke yderligere kommentarer,” siger han til BT.dk.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Direktøren understreger, at LKA Enterprise som hovedentreprenør tager ansvar for den del af sagen, der vedrører virksomheden, mens stilladsfirmaet har ansvaret for, at stilladset er monteret korrekt.
“Vi tager selvfølgelig ansvar for den del, der vedrører os som hovedentreprenør. Det er også derfor, vi mødte op kort efter ulykken og er i dialog med myndighederne om, hvad der er sket,” siger Kenneth Valentin Pedersen.




