“Jeg stiller op til Folketinget igen – og vender dermed tilbage til dansk politik, hvis I giver mig lov,” skriver Jacob Mark i et opslag på Facebook.
Den tidligere børne- og undervisningsordfører for SF stiller igen op til Folketinget.
Jacob Mark vil ved det kommende folketingsvalg være at finde på SF’s kandidatliste. Det bekræfter han i et opslag på sociale medier.
Han blev første gang valgt ind i Folketinget ved valget i 2015 og herefter genvalgt i 2019. I efteråret 2021 blev han sygemeldt med stress og mistede i den forbindelse dele af sit syn.
Jacob Mark vendte tilbage til Folketinget fra sin sygemelding i sommeren 2022, kort før endnu et folketingsvalg. Her blev han genvalgt med 31.235 personlige stemmer – flere end partiformand Pia Olsen Dyhr.
To år senere, i 2024, trak han sig fra Folketinget. Nu vil han tilbage. Hvis altså vælgerne mener, at “det giver mening”.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Da jeg stoppede i politik, havde jeg brug for en udskiftning – det ved I. Men fra i dag er jeg klar til at lade mig skifte ind igen – hvis der er nok af jer, der synes, det giver mening,” skriver han.
I opslaget gør han det klart, at han vil vende tilbage for at kæmpe for børn og unge – særligt folkeskolen.
“Jeg er ikke færdig med at kæmpe for gode vuggestuer og børnehaver og reelle minimumsnormeringer. Jeg er ikke færdig med at kæmpe for mit hjertebarn: folkeskolen,” skriver den tidligere børne- og undervisningsordfører.
Han forholder sig også til, at nogle kan være i tvivl om, hvorvidt det er en god idé, at han stiller op igen med sin sygdomshistorik. For Jacob Mark skal stress dog ikke sætte punktum for resten af livet.
“Men jeg har også erfaret, at man kan blive god igen, ikke en comeback kid, men bare et menneske – og at en stresssygdom ikke skal have lov til at definere resten af ens liv,” skriver han.
Jacob Mark stiller op for SF i Nordsjællands Storkreds ved det kommende folketingsvalg.
Valget skal senest afholdes den 31. oktober 2026.
