Statens Serum Institut advarer: Kan give kolerasymptomer

Havbakterier, som også kaldes havkolera, kan ramme personer med svagt immunforsvar eller åbne sår.

Havbakterier trives i stigende grad ved de danske badestrande.

Derfor kan det ifølge Statens Serum Institut (SSI) være en god idé at være opmærksom, hvis man har nedsat immunforsvar eller har åbne sår, skriver TV 2.

(Artiklen fortsætter under billedet)

strand
Illustrationsfoto.

Bakterierne vibrio og shewanella er i familie med kolera, og de kan derfor give typiske kolerasymptomer.

Havbakterierne kan også medføre øreinfektioner hos børn, lyder det.

Da bakterier trives i varmt vand, betyder højere temperaturer om sommeren, at de i stigende grad dukker op ved de danske kyster, skriver TV 2.

– Vi får varmere og varmere somre og længere perioder, hvor badevandet er varmt, og så får vi også flere infektioner. Det forventer vi mere af i fremtiden, siger Steen Ethelberg, der er epidemilog hos SSI, til TV 2.

Forskere har blandt andet undersøgt smitten i den varme sommer i 2018, hvor der var cirka 300 registrerede tilfælde af smitte med vibrio og shewanella.

Ifølge TV 2 er risikoen for at blive smittet størst ved de indre kyster i Danmark særligt i Østersøområdet.

De to bakterier, som også går under navnet havkolera, trives i varmt vand, hvor der er salt, men kun lidt salt.

Derfor kan man ifølge Steen Ethelberg ikke blive smittet, hvis man bader i en ferskvandssø. Der er også meget lav risiko ved Vesterhavet.

Han understreger over for TV 2, at hvis man er sund og rask, behøver man ikke afholde sig fra at bade på stranden.

/ritzau/

Politiet måtte rykke talstærkt ud, da man modtog meldingen om et overfald på to personer. Det ældre ægtepar var blevet udsat for et umotiveret angreb.