En sneboldkamp i et frikvarter udviklede sig torsdag til en voldsepisode mellem to elever. Politiet har nu indledt en undersøgelse af sagen.
En tilsyneladende uskyldig sneboldkamp fik torsdag alvorlige konsekvenser, da en elev blev udsat for vold i løbet af det store frikvarter.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 13.29, hvor en forælder kontaktede myndighederne og oplyste, at hans søn var blevet slået i ansigtet af en anden elev.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge politiet er sagen nu under efterforskning, og de involverede parter er blevet indkaldt til afhøring.
”Torsdag kl. 13.29 får vi en anmeldelse fra en forælder, der anmelder, at hans søn har fået et knytnæveslag i ansigtet af en anden elev. Det undersøger vi nærmere. Vi har foreløbig tilsagt parterne til afhøring,” oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard til Horsens Folkeblad.
Hændelsen fandt sted på Stensballeskolen i Horsens Kommune.
Ifølge Horsens Folkeblad skulle skolen forud for episoden have forsøgt at forebygge konflikter blandt eleverne.
Blot få dage inden hændelsen havde skolen besluttet, at elever i 8. og 9. klasse ikke måtte opholde sig udendørs i frikvartererne.
Skolen har tidligere været genstand for medieomtale i forbindelse med konflikter og trusler blandt elever.
Skoleinspektør Anders Olesen oplyser dog, at den konkrete episode ikke giver anledning til at iværksætte yderligere tiltag.
Politiet oplyser ikke, om der på nuværende tidspunkt er rejst sigtelse i sagen.
