Efter sidste års kontrovers om politiske krav til sponsorer kæmper Copenhagen Pride stadig med at genvinde tilliden.
Sidste vinter rullede en bølge af kritik ind over Copenhagen Pride. Organisationen havde nemlig stillet et kontroversielt krav til alle sine sponsorer: De skulle redegøre for deres aktiviteter og interesser i Israel og Palæstina – og levere svar, som Copenhagen Pride fandt tilfredsstillende.
Det fik flere sponsorer til at trække sig øjeblikkeligt.
Siden har Pride undskyldt og forklaret, at det hele beroede på dårlig og uheldig kommunikation. Men tilliden er ikke genoprettet, og mange tidligere samarbejdspartnere har ikke ønsket at vende tilbage.
“Vi har brugt det seneste år, og ikke mindst det seneste halve år, på at genopbygge den tillid, som blev mistet sidste år. Den tillid er der nogen, der mener, der er opbygget og er klar til et partnerskab igen, og andre er ikke klar endnu, eller har fundet andre måder at støtte miljøet,” siger Copenhagen Prides nuværende talsperson, Benjamin Hansen, til TV 2 Kosmopol.
Ét samarbejde er genoplivet
Et enkelt partnerskab er dog blevet genoptaget. Forsikringsselskabet Tryg Danmark har nemlig valgt at vende tilbage som sponsor.
Ifølge erhvervsdirektør Michael Kolbæk har Copenhagen Pride bevæget sig i den rigtige retning.
“Vi har tænkt os rigtig godt om, og vi har været i meget tæt dialog med Copenhagen Pride. Og det, vi kan mærke, er, at organisationen er et andet sted nu, end de var før,” siger han til mediet.
Men hvad der præcist overbeviste Tryg, ønsker han ikke at uddybe:
“I respekt for det gode samarbejde med Copenhagen Pride, så vil jeg ikke gå ind i detaljerne om, hvad vi har snakket om. Men vi sidder i hvert fald tilbage med at være betrygget om, at nu er fokus tilbage, hvor det skal være,” siger Michael Kolbæk.
Tilbage til kernen
Copenhagen Pride fortæller selv, at det seneste år er blevet brugt på at finde tilbage til det oprindelige formål: At synliggøre og kæmpe for LGBT+ minoriteters rettigheder – på tværs af landegrænser. Uden at blande sig i større geopolitiske konflikter.
Målet er at afpolitisere og fjerne fokus fra temaer, der ikke direkte vedrører kampen for mangfoldighed og seksuelle minoriteters rettigheder.
Sponsorer holder stadig afstand
Alligevel er det langt fra alle tidligere partnere, der er klar til at tage Pride i hånden igen. Ifølge Benjamin Hansen handler det ikke kun om sidste års kontrovers – men også om en ny international virkelighed.
“Vi er et helt andet sted end sidste år. Vi er et sted, hvor hele agendaen er under internationalt pres. Og jeg forstår sagtens, at der er en tøven hos partnere, både på grund af det sidste år, men jo også fordi, vi står i en ny verdenssituation. Og det er en verdenssituation, hvor man træder anderledes og skal tale om ting på en anden måde,” siger Benjamin Hansen.
Han peger blandt andet på tendenser i USA, hvor Donald Trump og dele af den amerikanske lovgivning udfordrer virksomheder, der aktivt støtter minoriteter – og hvor det også kan få konsekvenser for danske selskaber med amerikanske forbindelser.