Ifølge DMI bliver søndagsvejret så godt, at man skal huske solcreme i løbet af dagen. Derudover bliver det med god sandsynlighed muligt at se et fantastisk fænomen på himlen.
Søndag venter der en omgang flot sensommervejr, hvis man skal stole på Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Vi danskere kan nemlig vente os en del søndagssol grundet et højtryk over Sydsverige.
Dagen kan dog starte stedvis med en smule tåge og et højtliggende tyndt skydække, hvilket kan give solen ‘et mælkehvidt skær’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det fremgår af meteorologens kommentar på DMI’s hjemmeside.
Her skriver den vagthavende meteorolog Jesper Eriksen lørdag aften, at der i løbet af søndagen bliver mellem 17 og 22 grader.
‘UV-indekset ventes at komme over 3 først på eftermiddagen, derfor er det en god idé at huske solcreme hvis man skal ud og nyde vejret,’ lyder meldingen fra den vagthavende.
Derudover kan dog også vente danskerne noget af et spektakulært syn på himlen – en såkaldt blodmåne.
Ifølge Jesper Eriksen skyldes det, at der ikke ventes at drive skyer indover Danmark i løbet af aftenen.
Den totale fase af fænomenet ventes at vare frem til klokken 21 søndag aften.
Blodmånen er et sjældent naturfænomen, der også kaldes en total måneformørkelse – Du kan læse mere om det fantastiske fænomen i faktaboksen herunder:
Hvad sker der under en blodmåne?
En total måneformørkelse opstår kun ved fuldmåne, når Jorden lægger sig mellem Solen og Månen og blokerer sollyset.
Lidt af sollyset bliver afbøjet i Jordens atmosfære og rammer alligevel Månen, som derfor får et kobberrødt skær. Det er denne farve, der har givet fænomenet navnet ’blodmåne’.