‘Sød og helt perfekt’: Minister har født

Digitaliseringsministeren har været minister siden august 2024, hvor hun kom på ministerholdet i en regeringsrokade

Digitaliseringsminister Caroline Stage (M), som tirsdag gik på barselsorlov, skriver på Instagram, at hun samme dag fødte en pige.

– I tirsdags klokken 16.06 blev vores lille familie fuldendt med sidste lillesøster i flokken ved en hurtig fødsel. Vi er endnu ikke enige om et navn, men vi er enige om, at hun er sød og helt perfekt, skriver ministeren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Privat danner hun par med Rikke Blom, som hun nu har to døtre med. Desuden har ministerens partner to børn fra et tidligere forhold.

– Udover lidt ømhed i kroppen til mig har alle det efter omstændighederne godt, og vi er hjemme igen i vante omgivelser. Og selv om verden i disse dage buldrer derudaf, er vores fokus på at lære hinanden at kende i ro og mag i den næste tid. Men vi vender stærkt tilbage, skriver Stage.

Se også
Skudt i hovedet på dansk arbejdsplads: Fløjet akut på hospitalet

Mens Stage er på barselsorlov, overtages hendes ministerområder af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), som altså fra i tirsdags også kan kalde sig fungerende digitaliseringsminister.

Caroline Stage har været minister siden august 2024. Hun var en af tre ministre fra Moderaterne, som i dag ikke sidder i Folketinget, men som blev hentet ind på ministerholdet i en regeringsrokade.

Korte videoer