Der er blevet fundet giftstoffer i et smørepålæg, som er blevet solgt i flere supermarkeder i Danmark herunder Føtex og Bilka. Derfor tilbagekaldes produktet nu
Salling Group tilbagekalder fredag et smørepålæg, der er solgt i hele landet.
Det skyldes, at produktet kan indeholde et giftstof, lyder det.
Der er tale om giftstoffet mykotoksin.
‘Det kan ikke udelukkes, at der er kommet glas med forhøjede ochratoksin A-værdier i omløb,’ skriver Salling i pressemeddelelsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er et økologisk smørepålæg med tomat og basilikum fra mærket KoRo, som Salling Group tilbagekalder, da der er fundet et mykotoksin i de solsikkekerner, der er blevet anvendt i produktet.
Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
Kunder opfordres til at kassere eller returnere produktet i en af kædens butikker. Varen er blevet solgt i Føtex, Bilka og Salling Super.
Mykotoksiner er giftstoffer, som dannes af skimmelsvampe, som vokser på landbrugsafgrøder.
Det er mere præcist mykotoksinet ochratoksin A, der er fundet i de solsikkekerner, der er brugt i smørepålægget.
Ochratoksin A er kendt for at kunne give nyreskader, herunder kræft, fremgår det af Fødevarestyrelsens hjemmeside.
For mykotoksiner gælder det generelt, at de typisk ikke har nogen akut skadelig virkning, men at eventuelle skadelige effekter, for eksempel kræft, først opstår efter længere tid.
‘For at reducere skadelige effekter fra mykotoksiner er det således ikke indtaget den enkelte dag, der er af så stor betydning, men mere det samlede indtag over længere tid,’ skriver Fødevarestyrelsen.