Påskeferien er skudt i gang for mange danskere og det vil flere danske supermarkeder gerne kapitalisere på.
Danskere på jagt efter påsketilbud kan gøre en ekstra god handel lige nu.
Særligt i Rema 1000.
Flere Rema 1000 butikker landet over sælger nemlig Lurpak til priser, der langt underbyder de landsdækkende tilbud.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I enkelte butikker er prisen helt nede på fem kroner per pakke – blandt andet i en butik i Hillerød, hvor tilbuddet er blandt de mest ekstreme, skriver B.T.
Forklaringen ligger i kædens koncept med lokale tilbud, hvor de enkelte købmænd selv bestemmer priserne. Ifølge kommunikationsdirektør Jonas Schrøder kan tilbuddene derfor variere markant fra butik til butik.
Strategien handler dog ikke om at tjene penge på smørret.
Ifølge dagligvareekspert Bruno Christensen er der tale om en klassisk lokkevare.
“Det er for at trække kunder ind i butikken, selvom de måske ikke tjener noget på selve smørtilbuddet. Det er et spørgsmål om den konkurrence, som butikken har,” siger han til mediet.
Når kunderne først er i butikken, lægger de typisk flere varer i kurven – og det er her, butikkerne tjener pengene.
Samtidig spiller den lokale konkurrence en afgørende rolle. Nogle butikker presser priserne ekstra langt ned for at tiltrække kunder i områder med hård konkurrence fra andre supermarkeder.
“Rema 1000 er i modsætning til Netto og Lidl en franchisekæde. De har selvstændige købmænd i butikkerne, og derfor får du et lokalt præg,” siger Bruno Christensen.
På landsplan kører Rema 1000 ellers med et tilbud på omkring 10 kroner for en pakke Lurpak – men de lokale tilbud kan altså være endnu skarpere.
Vil man gøre en ekstra god handel, kræver det derfor, at man holder øje med sin lokale butik – enten i butikken eller på sociale medier, hvor tilbuddene ofte bliver slået op.
