Tirsdag aften opstod der urolige scener i et indkøbscenter, hvor politiet rykkede ud efter meldinger om, at unge var blevet truet med en stor kniv.
Ifølge Presse-fotos.dks udsendte på stedet blev flere drenge truet af en gruppe personer, som var i besiddelse af en machete eller en meget stor kniv.
Episoden skabte stor utryghed blandt de tilstedeværende.
Politiet var hurtigt fremme og har været synligt til stede i området, hvor de har skabt ro og overblik samt talt med vidner og involverede.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Der blev blandt andet patruljeret inde i centret, mens situationen blev håndteret.
Hændelsen fandt sted ved Vestamager Centret på Ugandavej i Kastrup.
Der er ifølge de foreløbige oplysninger ingen meldinger om personskade.
Presse-fotos.dk følger sagen og opdaterer, hvis der kommer yderligere oplysninger fra politiet.





