Skynd dig: Billetterne ryger historisk hurtigt til dansk festival

Illustrationsfoto.

Festivalen har nu solgt alle endagsbilletter til fredagens program, mens partoutbilletterne ligeledes sælger med historisk hastighed.

Festivalsommeren nærmer sig, og flere danske festivaler kan allerede nu melde udsolgt i en række billetkategorier – for eksempel har både Smukfest og Tinderbox solgt alle partoutbilletter.

Længere sydpå hos Tønder Festival kan de også mærke en historisk stor interesse for årets festival.

Den særegne festival med fokus på folk- og rootsmusik kan nemlig annoncere, at de har slået rekord for salget af fredagsbilletter, der allerede nu er udsolgt.

Derfor råder arrangørerne også til, at man er hurtig, hvis man ønsker at sikre sig partoutbilletter, der også bliver solgt med historisk hastighed i disse dage.

Kan skyldes country-legendes sidste koncert

I en pressemeddelelse kobler Tønder Festival det stærke fredagssalg sammen med særligt ét navn på plakaten.

Det er nemlig netop fredag, at den 14-dobbelte Grammy-vinder Emmylou Harris spiller sin sidste danske koncert nogensinde som led i sin europæiske afskedsturné.

Den 78-årige sanger er blevet optaget i både The Country Music Hall of Fame og The Nashville Songwriters Hall of Fame. I 2022 rangerede Rolling Stone hende desuden blandt de 200 største sangere nogensinde.

Arrangørerne mener dog også, at resten af programmet har tiltrukket stor interesse.

Udover Emmylou Harris har Tønder Festival indtil videre annonceret navne som Daniel Lanois, Jake Blount og Ron Sexsmith – sidstnævnte deltager også i festivalens store hyldest til den afdøde film- og musikstjerne Kris Kristofferson.

Tønder Festivals administrerende direktør Kristina Lehmann Schjøtt glæder sig over, at billetsalget går så stærkt:

“Vi sætter rekord i år – og det fylder os med stor glæde og taknemmelighed. At fredagen er udsolgt historisk tidligt, og at partoutbilletterne følger samme tendens, er et vidnesbyrd om den fantastiske opbakning, vi møder fra vores publikum år efter år. Så vi kan kun opfordre til at få købt billetten snart, hvis man vil være sikker på at være en del af Tønder Festival 2026,” udtaler hun i en pressemeddelelse.