Skyderi ved en moské i Sverige skete lige efter fredagsbøn, fortæller ansat i moskéen til Expressen
Der er meldinger om to sårede i den svenske by Örebro efter et skyderi ved en moské.
Det skriver svensk politi i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at der er tale om “en alvorlig voldsforbrydelse”.
Politiet modtog den første melding om hændelsen klokken 13.45.
Skyderiet var sket umiddelbart efter fredagsbønnen i moskéen, siger Mazen Muwaffak, der er ansat af moskéen, til Expressen.
De to sårede personer havde besøgt moskéen, siger han også.
Det fremgår af pressemeddelelsen fra politiet, at der er blevet indledt en forundersøgelse af det, som politiet betegner som et drabsforsøg, men at der i øjeblikket ikke er oplysninger om omfanget af skaderne.
Politiet oplyser til Expressen, at de to personer er kørt til hospitalet.
– To personer er kommet til skade og er blevet bragt til hospitalet med ambulance, siger Gabriel Henning, pressetalsperson hos politiet i regionen Bergslagen.
Det står ikke klart, præcis hvor der er blevet skudt, skriver nyhedsbureauet TT.
– Vi forsøger at få bekræftet, præcis hvor det her skyderi har fundet sted, stiger pressetalsperson Anders Dahlman.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Expressen skriver, at det har fået oplyst af politiet, at skyderiet skete udenfor.
Politiet har ikke meldt noget ud om et eventuelt motiv for hændelsen. Men den kan være koblet til organiseret kriminalitet, lyder det.
– Ud fra det nuværende statusbillede for skyderiet i Örebro vurderes hændelsen at være koblet til det kriminelle miljø, skriver politiet i en opdatering på sin hjemmeside.
Svenske medier har tidligere erfaret, at der kunne være tale om en banderelateret hændelse.
Det vurderes ikke, at moskéen var mål for skyderiet, skriver TV4 Nyheterna.
Af politiet opfordres offentligheden til ikke at nærme sig stedet omkring moskéen, som er afspærret.
Örebro ligger cirka 200 kilometer vest for den svenske hovedstad, Stockholm. Der bor knap 130.000 mennesker i byen.