En 17-årig rejste med tog til Danmark, fik udleveret to skydevåben og affyrede seks skud i smykkeforretning.
En svensk teenager idømmes onsdag fængsel i otte år af Retten på Frederiksberg.
Han er fundet skyldig i at have forsøgt at dræbe en ung mand, der var på arbejde i smykkeforretningen Calisto på Falkoner Allé i august sidste år.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Offeret blev ramt af ét af de seks skud, der blev affyret. Han blev ramt i ryggen og fik livstruende skader.
Forbrydelsen var arrangeret gennem chat-beskeder, og den dengang 17-årige svenske statsborger var blevet lovet penge for handlingen, fastslår retten.
Da han var kommet til Danmark med toget 5. august, fik han udleveret to pistoler – hvoraf den ene var en revolver med tromle.
Skuddene blev affyret klokken 17.40, mens mange mennesker var på gaden.
Straffen er en af de hidtil hårdeste i sager, hvor unge svenskere hyres til at begå farlig kriminalitet i Danmark.
I sagen havde anklageren bedt om en straf på fængsel i ti år og seks måneder.
/ritzau/