Myndighederne leder lørdag efter et passagerfly, som er forsvundet fra radaren.
Eftersøgnings- og redningstjenester leder lørdag efter et fly med ti mennesker om bord, efter at flyvekontrollen tidligere på dagen mistede kontakten med flyet.
Ifølge myndighederne befandt der sig syv besætningsmedlemmer og tre ansatte fra fiskeriministeriet om bord på flyet, da forbindelsen forsvandt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kontakten til flyet blev mistet kort efter klokken 13.00 lokal tid, og der er siden blevet iværksat en større redningsaktion i området omkring flyets senest kendte position.
Flyet var lettet fra Yogyakarta og var på vej mod Makassar, oplyser de indonesiske myndigheder. Ruten strækker sig over omkring 1.000 kilometer.
Det skriver Ritzau.
Lederen af den lokale eftersøgnings- og redningstjeneste, Muhammad Arif Anwar, oplyser til nyhedsbureauet AFP, at flere redningshold er sendt ud i det bjergrige Maros-område nær Makassar.
Eftersøgningen involverer både militær, politi og frivillige og foregår i svært tilgængeligt terræn, oplyser redningstjenesten videre.
Det savnede fly er et propelfly fra selskabet Indonesia Air Transport. Flyproducenten ATR oplyser, at man er bekendt med hændelsen og støtter operatøren og myndighederne i eftersøgningsarbejdet.
Indonesien er verdens største øgruppe og er stærkt afhængig af flytransport for at forbinde landets mange øer. Landet har tidligere været ramt af flere alvorlige luftfartsulykker.
