Skrækkeligt terrorangreb har rystet hele verden: Nu reagerer kongeparret

Kong Frederik og dronning Mary skriver i hilsen, at de er dybt bedrøvede over angrebet på Bondi Beach.

Kong Frederik og dronning Mary sender søndag en kondolence til det australske folk og det jødiske samfund efter et dødeligt skyderi i Sydney.

– Vi og det danske folk er dybt bedrøvede over den tragiske nyhed om terrorangrebet på Bondi Beach i dag.

– Vi sender vores dybeste og inderligste kondolencer til alle de berørte, deres elskede, det australske folk og det jødiske samfund, skriver kongeparret i en meddelelse, som er blevet offentliggjort på kongehusets hjemmeside.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Mindst 11 mennesker blev dræbt i skyderiet, som skete søndag morgen dansk tid. En af de formodede gerningsmænd er også død.

Videooptagelser fra stedet viser to mænd skyde fra en bro mod en menneskemængde. I det område, hvor menneskemængden befandt sig, var der en fejring af den jødiske højtid hanukkah.

Det var i Sydney, at dronning Mary, der er født i Australien, mødte kong Frederik. Det var i 2000, og kongen – på det tidspunkt kronprins – var i Sydney i forbindelse med de olympiske lege.

/ritzau/

Tidligere på dagen har statsminister Mette Frederiksen også reageret på hændelsen.