Skrækindjagende melding: Kan blive en værre pandemi end Covid-19

Muterer fugleinfluenzavirus H5N5 og spreder sig blandt mennesker, kan det ende med pandemi værre end corona.

Et fugleinfluenzavirus, som har spredt sig blandt vilde fugle, fjerkræ og pattedyr, kan føre til en pandemi, der er værre end den under covid-19. Det kan ske, hvis virus muterer, og derved kan smitte mellem mennesker.

Det siger leder af Pasteurinstituttets center for luftvejsinfektioner Marie-Anne Rameix-Welti ifølge Reuters.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

– Det, vi frygter, er, at virusset tilpasser sig pattedyr, og især mennesker, så det bliver i stand til at smitte fra menneske til menneske – og det virus ville være et pandemivirus, siger Marie-Anne Rameix-Welti til Reuters.

– Mennesker har antistoffer mod almindelig H1- og H3-sæsoninfluenza, men ingen mod H5-fugleinfluenza, der rammer fugle og pattedyr, lige som vi ikke havde nogen antistoffer mod covid-19, siger hun.

Og i modsætning til covid-19, som primært rammer sårbare grupper, kan virus også dræbe raske mennesker, herunder børn, lyder advarslen fra Marie-Anne Rameix-Welti på vegne af Pasteurinstituttet.

Der har været mange eksempler på, at mennesker er blevet smittet med H5-fugleinfluenza tidligere, og H5N1, der i øjeblikket cirkulerer blandt fjerkræ og mælkekøer i USA, men de mennesker har ofte været i tæt kontakt med smittede dyr.

Det første tilfælde af smitte med H5N5 skete i USA i staten Washington i denne måned. Manden, som også havde underliggende sygdomme, døde i sidste uge.

I den seneste rapport fra WHO om fugleinfluenza har der været næsten 1000 udbrud hos mennesker mellem 2003 og 2025 – primært i Egypten, Indonesien og Vietnam – heraf er 48 procent døde.

Risikoen for, at der udvikler sig en menneskelig pandemi, er stadig lav, vurderer instituttet.

Forskningsinstituttet, som ligger i Paris, var blandt de første europæiske laboratorier til at udvikle og dele covid-19-testen og gøre rapporter tilgængelige for Verdenssundhedsorganisationen og laboratorier verden over.

/ritzau/Reuters

Fredag formiddag er adskillige udrykningskøretøjer til stede i og omkring et afspærret område. Mandskabet er lige nu ved at evakuere lejligheder i området. En person er fundet død.