Det skotske rockband kommer til København med nyt album og et arsenal af rockhymner, når de rammer Store VEGA.
Til februar kan danske rockfans se frem til en aften i højeste gear, når det skotske band ‘Biffy Clyro’ spiller koncert i Store VEGA.
Det oplyser Live Nation i en presseeddelelse.
Med deres kraftfulde lyd, karakteristiske vokal og en liveoptræden kendt for sin intensitet, gæster trioen således Danmark som en del af deres kommende turné med det nye album ‘Futique’ i ryggen.
‘Biffy Clyro’, der blev dannet i 1995, har i årtier markeret sig som et af Storbritanniens mest populære rockbands. Med tre førstepladser på de britiske albumhitlister og en lang række udsolgte koncerter bag sig, har bandet formået at fastholde en stærk position i den moderne rockscene.
Den nyeste single, ‘A Little Love’, er allerede blevet udråbt som ‘Hottest Record in the World’ af BBC Radio One.
Musikalsk trækker Biffy Clyro på inspirationer fra bands som ‘Foo Fighters’, ‘Muse’ og ‘Kings of Leon’, men formår samtidig at skabe et helt eget udtryk.
Kombinationen af melodisk finesse, eksplosive rytmer og Simon Neils markante vokal skaber en særegen lyd, der bevæger sig ubesværet mellem grunge, prog-rock og hardcore.
Deres koncerter er kendt for at være energifyldte og medrivende – noget, publikum har oplevet på store scener som Glastonbury og TRNSMT Festival.
Biffy Clyro lægger vejen forbi Store VEGA på Vesterbro den 23. februar 2026. Billetsalget starter torsdag den 31. juli 2025 klokken 11 via livenation.dk