Skattestyrelsen går nye veje i bestræbelserne på at gøre skat mere relaterbar for unge. “For mange unge kan det føles abstrakt og svært,” siger direktør.
Skattestyrelsen tager nu kampen op for at gøre det lettere for unge at forstå deres skat.
Derfor har styrelsen lanceret en ny serie på YouTube, der skal øge opmærksomheden om skat blandt unge mellem 15 og 25 år.
Serien bærer titlen ‘Peak’ og er udviklet samt produceret af instruktør Jonas Risvig. Den består af seks afsnit, hvoraf det første afsnit allerede blev vist den 11. maj.
Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
“Hvert år træder tusindvis af unge ind i voksenlivet – og dermed i skattelivet. For mange unge kan det føles abstrakt og svært. Det hører vi, når de ringer til os. Men skat vedkommer os alle, og det er enormt vigtigt, at de unge kommer godt fra start med skat. Derfor prøver vi noget nyt og møder dem på de kanaler, hvor de er,” siger fagdirektør i Skattestyrelsen, Peter Thorgaard, i pressemeddelelsen.
På vej mod voksenlivet
‘Peak’ følger en gruppe unge, der prøver at finde vej ind i voksenlivet. Undervejs konfronteres de med spørgsmål om skat, løn, investeringer og ansvar.
Serien forsøger at spejle de unges virkelighed og skabe refleksion og samtale om emner, der ofte bliver overset eller ignoreret – netop fordi de virker for store, fjerne og “voksne”.
Skattestarter: Alle skal starte et sted
Sammen med serien præsenterer Skattestyrelsen kampagnesiden ‘Skattestarter’ på skat.dk. Siden giver svar på emner om første job, løn og kryptovaluta – alt sammen formidlet i et sprog, de unge kan forstå.
“Vi håber derfor, at de unge vil tage godt imod serien og den nye side – ikke mindst muligheden for at blive gode til skat. Det vigtigste for os er ikke, at unge forstår alt fra starten, men at de tør stille spørgsmål og tage ansvar for deres egen økonomi. På den måde får de en god, grundlæggende skatteviden, de kan bygge videre på, i takt med at deres økonomi udvikler sig,” siger Peter Thorgaard.
‘Peak’ kan ses på Jonas Risvigs YouTube-kanal hver søndag klokken 20.