Skandale i PET: Ansat stjal fentanyl fra hovedkvarter

På grund af den lange sagsbehandlingstid undgår tidligere 36-årig at skulle afsone tyveridom.

Knap 600 ampuller med opioidet fentanyl forsvandt i 2021 fra Politiets Efterretningstjenestes (PET) hovedkvarter på Klausdalsbrovej i Søborg, fordi en ansat stjal stoffet.

Retten i Glostrup har torsdag idømt den ansatte, en 36-årig mand, fire måneders fængsel i sagen, oplyser anklager Line Scharf fra Statsadvokaten i København. Han er dømt efter straffelovens bestemmelser om stillingsmisbrug og tyveri.

På grund af den lange sagsbehandlingstid har retten valgt at gøre straffen betinget, så den i udgangspunktet ikke skal afsones, oplyser Line Scharf.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Manden blev ud over fentanylforholdet dømt for at have opbevaret i alt 85 patroner til skydevåben på sin bopæl i Hornbæk. Det var både i strid med våbenbekendtgørelsen og straffelovens bestemmelse om pligtforsømmelse for offentligt ansatte.

Manden er dømt for ikke at have fulgt sin arbejdsgivers retningslinjer i forhold til, hvordan man håndterer patroner.

– Jeg er tilfreds med dommen, idet han er blevet dømt i overensstemmelse med anklageskriftets forhold 1 og 2, fortæller Line Scharf.

Anklageskriftet havde et tredje forhold, men det valgte anklagemyndigheden af egen drift at påstå frifindelse i ved sagens begyndelse, blandt andet fordi anklagemyndigheden mente, at der ikke kunne føres tilstrækkeligt bevis under retssagen.

Sagens detaljer fortaber sig imidlertid i, at retsmøderne i al væsentlighed er foregået uden adgang for offentligheden. Begrundelsen har været, at man under bevisførelsen ville komme ind på PET’s arbejdsmetoder.

Den slags skal af hensyn til den nationale sikkerhed holdes hemmelig, og derfor kom sagen til at foregå i lukkethed.

Det blev i forbindelse med sagens begyndelse oplyst, at den 36-årige over for sin kone og over for en kollega skulle have erkendt at have et stofmisbrug, og at det var PET, der i sin tid anmeldte ham til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Line Scharf fortæller, at den 36-årige ikke var til stede, da dommen blev afsagt, og det blev derfor heller ikke oplyst, om han accepterer rettens afgørelse. Han har to uger til at beslutte, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/