Hjortearten sikahjort vil fremover være at betragte som en invasiv art, der skal udryddes i naturen.
Det skriver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på sin hjemmeside.
Sikahjort er erklæret uønsket i hele EU, skriver styrelsen. Beslutningen blev truffet i sommers, fremgår det.
Den samlede danske bestand af sikahjorte tæller ifølge Lex.dk – Danmarks Nationalleksikon – cirka 1000 dyr.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Arten er især udbredt i Midt- og Østjylland, og cirka en tredjedel af bestanden lever i dyrehaver.
Det gælder blandt andet Marselisborg Dyrehave og Jægersborg Dyrehave.
Sikahjorten kommer oprindeligt fra Østasien og blev indført i Danmark omkring år 1900 som et jagtobjekt.
Hjortearten erklæres uønsket, fordi den ikke er naturligt hjemmehørende i Europa.
Desuden er der en risiko for, at sikahjort kan parre sig med kronhjort.
Det kan potentielt skabe en hybridbestand, forklarer biolog Peter Kyvsgaard fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
– Sikahjorten er især et problem, fordi den kan hybridisere med kronhjorten, og den kan dermed ødelægge en hjemmehørende bestand.
– Det har vi heldigvis ikke set i Danmark endnu, men problemet kendes fra blandt andet Skotland. Derudover konkurrerer sika med Europas hjemmehørende dyr om føden, siger han i nyheden.
Titlen som invasiv betyder, at sikahjort kommer i selskab med andre uønskede dyrearter som mårhund, vaskebjørn og bisamrotte.
Det er arter, som jægerne må skyde hele året.
Den nye status betyder også, at sikahjorte fremover ikke må holdes i farme eller dyrehaver.
Der er en overgangsperiode på op til to år, men allerede nu må man ikke avle på hjortene, skriver styrelsen.
Der har været jagttid på sikahjort i Danmark siden 1931. Det er fastlagte tidspunkter på året, hvor dyret må nedlægges.
Men med titlen som invasiv må dyret som nævnt nedlægges året rundt.
Sidste år nedlagde danske jægere cirka 600 sikahjorte. Det var en fordobling i forhold til år 2000, da 300 dyr blev skudt.