Skal man skylle af inden opvasker? Nu er det afgjort – sådan bruger du den bedst

Opvaskemaskine
Illustrationsfoto.

Den står i de fleste hjem, men mange begår de samme fejl hver eneste dag. Her er ekspertens råd til, hvordan du får mere ud af din opvaskemaskine – og slipper for både spild og slid.

Opvaskemaskinen er tænkt som en hjælp i hverdagen. Alligevel ender den ofte med at skabe mere forvirring end aflastning. Skal du skylle af først? Hvad må komme i – og hvordan fylder man den egentlig korrekt?

Eksperterne er ikke i tvivl: Mange bruger deres opvaskemaskine forkert. Ikke katastrofalt, men på måder der koster tid, energi og måske på sigt – en ødelagt maskine.

Og den største fejl begår du formentlig allerede, inden du overhovedet trykker på start.

Sådan skriver undermediet Wirecutter af New York Times.

Drop at skylle inden opvaskemaskine – men gør dette i stedet

Mange tror, de gør det rigtige ved at skylle tallerkenerne af under hanen, før de bliver sat i maskinen. Det virker logisk – men faktisk gør det mere skade end gavn.

I stedet anbefaler eksperter i New York Times’ artikel, at du kun skraber resterne af. Ikke noget med at stå og bruge liter efter liter vand på at fjerne alt snavs.

En moderne opvaskemaskine er bygget til at håndtere beskidte tallerkener. De har filtre og vandtryk nok til at klare langt det meste – og madrester hjælper endda med at aktivere de enzymer i sæben, som gør arbejdet.

Så længe du fjerner større stykker kød, pasta eller salatblade, er det nok. Og du sparer både vand og knofedt.

Sådan lyder det fra artiklens forfatter, der beskrives som en skribent med fokus på store rengøringsapparater og en, der årligt tester mange forskellige former for vaskemaskiner og opvaskemaskiner. Hendes rolle er både journalistisk og praktisk testende. Hun har også nogle helt generelle råd til at fylde din opvaskemaskine.

Fylder du opvaskemaskinen forkert? Det gør de fleste

Hvis du tror, det bare handler om at få plads til så meget som muligt, så er det tid til et reality check. Der findes nemlig en række regler for, hvordan du bør fylde en opvaskemaskine, hvis du vil undgå madrester og ødelagte glas.

  • Vend snavset nedad. Tallerkener, skåle og gryder skal have de beskidte sider ned mod spulearmen.
  • Lad tingene stå alene. Tallerkener må ikke støtte op ad hinanden – det forhindrer vandstrålerne i at nå frem.
  • Bestik skal stå rigtigt. Gafler og skeer med skaftet opad – så det snavsede rammes. Knive med bladet nedad – af sikkerhedsmæssige grunde.
  • Hjørnerne snyder dig. Øverste kurvs hjørner er de steder, hvor maskinen vasker dårligst. Undgå at placere det mest beskidte dér.
  • Undgå træ i din opvaskemaskine. Træredskaber skal ikke i maskinen – de kan både revne og ødelægge filteret.

Inden du lukker lågen, så tjek også, at spulearmene kan dreje frit. En enkelt skål kan blokere det hele – og resultatet bliver en ny vask.

Brug den rigtige sæbe – og ikke hvilken som helst

Flydende opvaskemiddel? Drop det. Det virker ofte dårligere og mangler de nødvendige enzymer.

Brug i stedet kapsler, tabs eller pulver – og gå efter produkter med enzym- og blegemiddelindhold. Det giver markant bedre resultater, især ved indtørret snavs.

Og skyllemiddel er ikke overflødigt. Din opvaskemaskine er designet til at bruge det – uden det bliver både tørring og glans dårligere.

Opvaskemaskine mere ren med mindre arbejde

Når du dropper skylningen, fylder maskinen rigtigt og vælger det rigtige vaskemiddel, får du ikke bare pænere tallerkener – du sparer også både strøm, vand og slid.

Det kan lyde som små ændringer, men i længden gør det en stor forskel for både økonomi, miljø og din egen indsats i køkkenet. Og måske undgår du også at være centrum for næste familieskænderi om, hvordan opvaskemaskinen egentlig skal fyldes.

Disse 10 biler nægter at dø: Kører over 500.000 kilometer