Skal kvindernes internationale kampdag være en fridag?

HK’s forbundsformand, Anja C. Andersen, overrækker ligestillingsminister Magnus Heunicke idékataloget. Foto: HK Danmark.

Fagforeningen HK har givet ligestillingsminister Magnus Heunicke over 100 idéer til, hvordan ligestillingen i Danmark kan styrkes.

Over 100 idéer til, hvordan ligestillingen styrkes i Danmark frem mod 2030.

Så mange uredigerede idéer har HK’s forbundsformand, Anja C. Jensen, overrakt til ligestillingsminister Magnus Heunicke.

Fagforeningen oplyser i en pressemeddelelse, at 150 deltagere var inviteret til at skrive deres egen side i idékataloget med 2030-planen for ligestilling.

Anja C. Jensen lægger selv vægt på, at vi i stedet for at diskutere, skal i gang med at drøfte løsninger.

‘Vi har samlet over 100 vilde, modige, konkrete idéer til en 2030-plan for ligestilling. Nogle håber jeg, at ministeren vil tage seriøst med sig videre. Nogle håber jeg, at han, ligesom jeg og flere af deltagerne, vil smile skævt af kreativiteten i. Og smilet skal være der. Men jeg vil også opfordre til derefter at lægge skepsissen lidt til side og så tænke godt over den udfordring som selv de mere pudsige eller usandsynlige ideer egentlig dækker over – for den er reel nok. Idékataloget tilhører alle, og mit håb er, at mange – også ministeren – vil lade sig inspirere, provokere og arbejde videre med det,’ siger hun.

Idéerne er mange og nogle er vildere end andre.

De mere seriøse af slagsen spænder fra politiske forslag om skattefradrag til kvinder til øget gennemsigtighed i lønforhold.

Derudover er der også de mere skæve forslag, der blandt andet byder på idéer om, at kun mænd skal have adgang til Aula, og at kvindernes internationale kampdag skal gøres til en fridag.

I pressemeddelelsen fremhæves det, at idéerne ikke nødvendigvis er et udtryk for HK’s officielle holdning.

Ifølge ligestillingsminister Magnus Heunicke falder idéerne da også på et tørt sted.

‘Vi har brug for at få alle idéer i spil, hvis vi reelt skal opnå ligestilling mellem kvinder og mænd på arbejdsmarkedet. Det bidrager HK og fagbevægelsens initiativer og idékataloget til. Ligestilling på det danske arbejdsmarked er et fælles ansvar,’ siger han.

Udover det over 100-forslag-store idékatalog, modtog ministeren også en ligestillingsundersøgelse.

Undersøgelsen er lavet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE for HK Privat og HK Handel.

Ifølge Politiforbundet har politifolk brug for bedre vilkår i forbindelse med deres arbejde, der kan være traumatiserende og give PTSD. ‘Staten skal leve op til sit ansvar,’ lyder det fra forbundet.