Med 3,5 millioner kroner fra LB Foreningen skal frivillige og asylsøgere sammen få gamle cykler på vejene igen.
Mange asylsøgere i Danmark savner aktiviteter og fællesskaber i hverdagen. Hverdagen på et asylcenter kan være præget af ventetid og isolation, og der kan være langt til både skole, butikker og fritidsaktiviteter.
Det vil Cyklistforbundet og Røde Kors nu forsøge at ændre med et nyt samarbejde, der kombinerer genbrug, frivillighed og integration.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Med en donation på 3,5 millioner kroner fra LB Foreningen går de to organisationer sammen om at indsamle og istandsætte brugte cykler, som derefter bliver givet videre til asylsøgere i Danmark. Cyklerne skal ikke bare skabe transportmuligheder, men også give en følelse af frihed og tilhørsforhold.
Det fortæller Cyklistforbundet i en pressemeddelelse.
’Vi vil engagere lokale frivillige, der holder af at nørkle med cykler og ønsker at gøre en forskel i lokalområdet. En velfungerende cykel kan give asylsøgere mulighed for at deltage i lokale aktiviteter og for dem, der arbejder i værkstederne, skaber det et fællesskab i hverdagen,’ siger Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet.
To cykelværksteder bliver etableret på Røde Kors’ centre i Sandholm og på Langeland.
Her skal frivillige danskere og beboere på centrene side om side skrue, pudse og pumpe liv i brugte cykler, der ellers ville være blevet skrottet.
Røde Kors beskriver projektet som en vigtig del af arbejdet for at give beboerne på centrene en mere meningsfuld hverdag.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Giv en cykel
- Partnerskab mellem Cyklistforbundet og Røde Kors
- Doneret af LB Foreningen med 3,5 mio. kr.
- To værksteder: Sandholm (Allerød) og Holmegaard (Langeland)
- Mål: 1.600 cykler på 2½ år
- Cyklerne gives til asylsøgere, som må tage dem med ved flytning
’At kunne komme ud at cykle, få motion og lære et lokalområde at kende er afgørende for beboernes trivsel. På cykelværkstederne kommer frivillige og asylansøgere til sammen at gøre donerede cykler klar til brug, og der er brug for hver eneste cykel,’ siger asylchef Anne la Cour fra Røde Kors.
For LB Foreningen er donationen en måde at støtte fællesskab og trivsel på.
Organisationen ser frivilligheden som en nøgle til at skabe nye sociale bånd:
’For os er det helt oplagt, at man ved at skabe meningsfulde fællesskaber med frivillige som en central kraft kan øge trivslen for mennesker generelt. Samtidig er der utallige eksempler på, hvor meget det betyder for den enkelte at have adgang til en cykel. For os at se er det kombinationen af cyklen og frivilligheden, der får to og to til at blive fem,’ siger bestyrelsesformand Lars Busk Hansen.
Projektet bygger videre på et tidligere initiativ fra Cyklistforbundet, hvor danskere donerede cykler til ukrainske flygtninge. Den nye aftale gør det muligt at udvide indsatsen, så også asylsøgere fra andre lande får gavn af de mange cykler, der hvert år står ubrugte rundt om i Danmark.
Over en periode på 2½ år er målet, at omkring 1.600 cykler bliver indsamlet, istandsat og givet videre. Cyklerne kommer blandt andet fra politiets hittegodskontorer og fra DSB, og hver cykel bliver doneret til en konkret person, som får lov at tage den med, når vedkommende flytter fra centret.
’Vi ønsker at gøre en forskel både for mennesker og for miljøet. Ved at give brugte cykler nyt liv mindsker vi affaldet og øger mobiliteten for mennesker, der ellers har svært ved at komme rundt,’ siger Kenneth Øhrberg Krag.
For de frivillige betyder projektet også møder på tværs af kulturer. Når cyklerne bliver sat i stand, foregår samtalerne på dansk, engelsk og gestik – og ifølge Cyklistforbundet er netop det en del af styrken. Det handler ikke kun om cykler, men om mødet mellem mennesker.
Tennisstjernes kontroversielle opslag går viralt: Gider ikke date små mænd