En af de mest talentfulde og teknisk dygtige britiske rappere vender tilbage til Danmark, efter billetterne blev revet væk sidste år.
Siden debutsinglen ‘Stories In Pyjamas’ i 2017, har den britiske rapper Kofi Stone arbejdet hårdt for at bygge sit navn op med en række solide plader og koncerter verden over.
Det danske publikum fik for første gang fornøjelsen af Stones selskab i 2023, hvor han agerede support for en anden britisk rapper, Loyle Carner, i et udsolgt Store VEGA.
Da Kofi Stone selv vendte tilbage med sin egen headliner-koncert året efter, var interessen stor, og billetterne til først Ideal Bar og derefter Lille VEGA blev hurtigt revet væk.
Nu vender hiphop-sensationen tilbage til Danmark med et stærkt nyt album i bagagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Inspireret af poetisk bedstefar
Kofi Stone er et af de mest lysende talenter inden for den mere introspektive og lyriske side af britisk rap.
Med idoler som Lupe Fiasco, Common, Kano og Sway og med sin bedstefars poesi som inspirationskilde har han altid haft en stærk sans for lyrik.
Det kommer til udtryk i hans tekster, der blander et samfundskritisk udsyn med intim selvanalyse.
Det instrumentale bagtæppe er jazzet, lo-fi og tilbagelænet og giver rigeligt plads i lydbilledet til Kofi Stones stærke historiefortælling.
Alt dette er perfekt eksemplificeret i rapperens tredje album ‘All the Flowers Have Bloomed’, der udkom for få uger siden.
Både lyrikken og valget af beats er blevet forfinet, og albummet er måske hans bedste til dato.
Der er med andre ord en masse stærke nye numre at se frem til, når Kofi Stone indtager Pumpehuset den 8. april 2026.
Og så har han selvfølgelig også en masse gamle numre i repertoiret, der vil glæde trofaste fans.
Numre som ‘Talk About Us’ og ‘It’s Ok to Cry’ – begge fra den stærke debutplade ‘Nobody Cares Till Everybody Does’ – har fået millioner af streams på Spotify.
Hvis du vil opleve en mand, hvis karrierekurve kun har været opadgående i de seneste år, skal du sidde klar på onsdag den 19. november.
Her vil du kunne købe billetter via All Things Live, når de bliver sat til salg klokken 11.00.