Der skal mere liv i landsbyerne og bedre muligheder for familier uden for de største byer.
Det er ambitionen i et nyt politisk udspil fra Socialistisk Folkeparti, som nu får ros fra Landdistrikternes Fællesråd.
Udspillet med titlen ‘Et trygt Danmark – også udenfor de største byer’ indeholder initiativer for omkring 1,39 milliarder kroner om året. Målet er at styrke bosætning, velfærd, energiforsyning og renoveringer i land- og yderområder.
Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, ser flere stærke forslag i planen.
‘Vi ser mange gode og ambitiøse forslag i udspillet, bl.a. inden for bosætning, energirenoveringer og ikke mindst en vigtig håndsrækning til landsbyskoler og daginstitutioner,’ siger han i en pressemeddelelse.
Et af de mest markante forslag er en pulje på 500 millioner kroner årligt til folkeskoler, friskoler og små daginstitutioner i landsbyer. Ifølge Landdistrikternes Fællesråd er netop disse institutioner afgørende for, om børnefamilier vælger at flytte til mindre byer.
‘Skoler og daginstitutioner er livsnerver i landsbyerne. Når de forsvinder, svækkes grundlaget for bosætning markant. Desværre er 43 pct. af folkeskolerne i landkommuner lukket siden 2007. Derfor er det meget positivt, at SF prioriterer dem så tydeligt,’ siger Steffen Damsgaard.
Udspillet indeholder også forslag om flere midler til landsbyfornyelse, støtte til opførelse af almene boliger i land- og yderkommuner samt nedrivning af faldefærdige huse.
‘Det er vigtigt, at landsbyer kan tilbyde et bredt udbud af boliger, herunder attraktive almene boliger, som der er stor efterspørgsel på i landdistrikterne. Samtidig har mange land- og yderkommuner en relativt stor andel af nedrivningsparate boliger, som skæmmer lokalmiljøerne og hæmmer udviklingen,’ siger han.
SF foreslår samtidig at målrette varmepumpepuljen mod de hårdest ramte områder og indføre statsgaranti til rentable energi- og asbestrenoveringer. Det skal gøre det lettere for boligejere på landet at finansiere grønne forbedringer.
‘Boligejere i de større byer har ofte betydelige friværdier, som kan omsættes til renoveringer og forbedringer i boligen. Sådan er virkeligheden ikke altid på landet,’ siger Steffen Damsgaard.
Partiet vil desuden øge støtten til borgerdrevne dagligvarebutikker fra seks til ti millioner kroner årligt og hæve etableringstilskuddet til op mod 800.000 kroner per butik.
‘Dagligvarebutikken med dens mange funktioner er en livsnerve i mange landsbyer, og derfor er det vigtigt at investere endnu mere i disse butikker,’ siger han.
Selvom Landdistrikternes Fællesråd roser udspillet, understreger formanden, at der stadig mangler en større plan for udviklingen i landdistrikterne.
‘Flere af initiativerne styrker grundlaget for at bosætte sig i landdistrikterne og kan hjælpe dem, der gerne vil købe bolig i en mindre landsby eller bo på landet. Men der skal naturligvis flere tiltag til for samlet set at skabe et land i balance. Vi har brug for en langsigtet 2035-plan for udvikling i landdistrikterne, og det ser vi frem til at samarbejde med SF og andre partier om i den kommende valgperiode,’ siger Steffen Damsgaard.
