Sejlere fra hele Europa deltog i verdens største solo-sejlads, da vinderen af årets Silverrudder skulle findes.
Hundredevis af sejlere alene i deres både – mod hinanden, mod tiden, mod det barske hav.
Det er præmissen for det årlige maraton-sejlsportsevent Silverrudder.
Eventet tiltrækker hvert år sejlere fra hele Europa, der rejser til Svendborg for at sejle Fyn rundt på omkring et døgn.
Den 14. gang var ingen undtagelse, og årets event fik tilmed et hidtil uset tilskuerfremmøde som følge af nye tiltag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tyskerne kommer
De 450 billetter til årets udgave af ‘havets ironman’ blev udsolgt på lidt over en time.
Flere – især dem, der skulle komme langvejsfra – havde dog taget et kig på vejrudsigten og besluttet sig for ikke at tage turen til Svendborg.
Der var nemlig 151 tilmeldte, der ikke stillede til start i Svendborg Havn.
Fredag formiddag kunne 299 både af forskellige størrelser dermed sejle fra havnen og begive sig ud på den ultimative test af deres udholdenhed og sejleevner.
134 sømil skulle tilbagelægges – fra Svendborg til Svendborg, hele vejen rundt om Fyn.
Det er tilladt at kaste anker og stoppe i op til seks timer, men kutymen er at sejle uafbrudt i størstedelen af et døgn for de hurtigste – men over et døgn for de fleste.
Selvom Silverrudder hvert år får deltagere fra nær og fjern, er der som regel en overvægt af tyskere, der udgør mere end halvdelen af feltet.
Derfor var det måske heller ikke overraskende en tysker, der var første mand tilbage i Svendborg.
Det blev Lars Kaempfe, der var 20 timer, 27 minutter og 50 sekunder om at tage turen rundt om Fyn i sin store flerskrogsbåd. Det var et stykke fra rekorden på lidt over 14 timer.
Lars Kaempfe sejler – ligesom rekordholder Jan Andersen – i den største kategori i Silverrudder-sammenhæng.
Til sammenligning kom den hurtigste båd i den mindste kategori af kølbåde mellem 18 og 25 fod ind i en tid på 26 timer, 9 minutter og 28 sekunder. Det var ungarske Gyorgy Juhasz, der tog sejren i denne kategori.
‘Der har aldrig været så mange tilskuere’
Sidste år indførte man et tiltag i samarbejde med Hotel Christiansminde, der betød, at tilskuere kunne følge dele af løbet fra stien ved Christiansminde.
I år blev tilskueroplevelsen så udviklet yderligere. Steen Lundager, der er leder for eventet, fortæller til Presse-fotos.dk, at et sted mellem 250 og 400 tilskuere lagde vejen forbi Christiansminde i forbindelse med årets Silverrudder.
Her kunne de nyde synet af de flotte både i selskab med forfriskninger fra Hotel Christiansminde.
“Der har aldrig været så mange tilskuere til en sejlsportsbegivenhed i Svendborg,” fortæller Steen Lundager, der i øvrigt selv har deltaget i Silverrudder i tidligere år.
Sejladsen blev også streamet online, hvor folk fra så fjerne kyster som Canada og New Zealand fulgte med.
Steen Lundager fortæller at responsen fra tilskuere og deltagere generelt har været utroligt positiv, og at arrangørerne har modtaget stor ros for eventet.
Silverrudder 2025 løb heldigvis også af stablen uden de helt store uheld. Der var lige en knækket mast og en enkelt kollision, men alle deltagere – også de 28, der ikke fuldførte ræset – var uskadte.
Billeder fra starten i Svendborg




















