Selvom karrieren har mere end seks årtier på bagen, finder Birthe Kjær fortsat nye fans blandt de yngre generationer.
Senest overraskede hun med sin medvirken på Tobias Rahims ‘Den danske sommer’, der endnu en gang introducerede dansktopdronningen til nye beundrere.
Den 8. august optræder hun på Plænen i Tivoli som en del af forlystelsesparkens LørdagsHits-program.
Forud for koncerten blev hun overrasket med en helt særlig hilsen fra den yngre del af det brogede publikum, der forventes at stimle sammen under hendes optræden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Det er simpelthen så rørende’
Tivoli har i forbindelse med promoveringen af den kommende koncert taget en snak med det tidløse idol om hendes vedvarende popularitet på tværs af generationer.
Selvom hendes musik altid har haft bred aldersmæssig appel, giver Birthe Kjær i Tivolis pressemeddelelse udtryk for, at hun har oplevet en udvikling.
“De seneste år har jeg oplevet, at der også står rigtig mange unge mennesker foran scenen, som kan teksterne til både ‘Pas på den knaldrøde gummibåd’ og ‘Vi maler byen rød’, og det er simpelthen så rørende,” siger hun.
I en video, som du kan se øverst i artiklen, bliver Birthe Kjær overrasket med en hilsen, der indfanger det tag, hun fortsat har på de unge mennesker.
“Du er lyden af Danmark,” lyder det blandt andet i videoen, hvor de unge fans også synger med på ‘Pas på den knaldrøde gummibåd’.
I klippet sender Birthe Kjær ligeledes en hilsen den anden vej:
“Hvis jeg skulle sende en hilsen til alle de unge, så vil jeg sige tak. Fordi det er en gave så stor, at I kan lide de gamle sange. Og vi glæder os rigtig meget til at synge med jer herinde i Tivoli den 8. august. Skal vi ikke bare sige, at vi ses?”
Koncerten, der starter klokken 21.00, er inkluderet i entréen til Tivoli den 8. august.
Efter Birthe Kjærs optræden er der blot to koncerter tilbage på årets LørdagsHits-program.
Det er svenske Lisa Nilsson den 15. august og Shi-Bi-Dua 2.0 den 22. august.
