Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har udpeget 16 danske bymiljøer, der skal tages særlige bevaringshensyn til.
I 2023 fik et ekspertudvalg til opgave at udarbejde et forslag til en række nationale kulturmiljøer i danske byer, der grundet særlige historiske kendetegn skal bevares for eftertiden.
Udvalgets rapport har nu været til høring i de 16 kommuner, hvor de udvalgte bymiljøer hører hjemme.
Dermed kan kulturminister Jakob Engel-Schmidt nu officielt udpege de 16 bevaringsværdige bymiljøer, der spænder bredt både geografisk og tidsmæssigt.
De yderste punkter i syd, nord, øst og vest er repræsenteret af henholdsvis Tønder, Sæby, Svaneke og Ringkøbing, og de 16 bymidters historiske udgangspunkter spreder sig fra middelalderen og frem til midten af 1800-tallet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Skal ikke blive til museer’
Med den nye liste over kulturmiljøer, kan de pågældende kommuner nu tage udgangspunkt i ekspertudvalgets rapport, der skal sikre bevaringen af bymidternes særlige historiske kendetegn.
Tanken er dog ikke, at de udvalgte bymidter skal stå nøjagtigt, som de gør nu, i al evighed.
“De 16 bykerner skal ikke blive til museer. De bliver hverken til Venedig eller Den Gamle By. Hele formålet med udpegningen er netop, at livet og den afbalancerede udvikling skal gå videre. Her kan rapporten med dens beskrivelser af værdierne, fotos og kort være et nyttigt redskab lokalt, der kan bidrage til at sikre, at byudviklingen går hånd i hånd med bevaring af kulturarven,” udtaler Jakob Engel-Schmidt i en pressemeddelelse.
De udvalgte byer er valgt, fordi de har nogle af landets mest velbevarede bymiljøer.
“De 16 udvalgte byer har det til fælles, at der lokalt er værnet om de gamle bygninger og historiske strukturer med krogede gader, torve og pladser. Det gælder en gammel handelsby som Stege med sin byvold fra middelalderen og Tønder i det flade grænseland med de smukke gavlhuse,” fortæller Jakob Engel-Schmidt.
Flere steder er bymiljøerne så velbevarede, at de kan bruges som kulisse for historiske dramaer.
Haderslev kan nævnes som eksempel. Her blev en del af ‘9. april’ med Pilou Asbæk i hovedrollen filmet.
Kulturministeren håber på, at det ikke blot er kommunerne, der kan få gavn af listen, men også danskere, der ønsker at gå på opdagelse i deres eget land.
“Jeg håber, at mange danskere i løbet af deres liv vil gribe opfordringen og lægge vejen forbi alle de 16 byer og nyde omgivelserne og den enestående kulturarv,” siger Jakob Engel-Schmidt.
De 16 nye kulturmiljøer
- Dragør
- Ebeltoft
- Fredericia
- Faaborg
- Haderslev
- Helsingør
- København
- Køge
- Ribe
- Ringkøbing
- Stege
- Svaneke
- Sæby
- Tønder
- Viborg
- Ærøskøbing