Tog kom med forholdsvis høj hastighed, da det i jernbaneoverskæring ramte en gylletransport
En lokofører og føreren af en gylletransport er fortsat i kritisk tilstand efter en togulykke fredag eftermiddag i Sønderjylland.
Det oplyser politiet på et pressemøde lørdag formiddag.
I en jernbaneoverskæring ved Bjerndrup syd for Aabenraa ramte et tog fra DSB en gylletransport.
Ved sammenstødet mistede en kvinde på 60 år livet. Politiet har ikke oplyst, om hun var passager i toget.
I alt var 106 personer impliceret i ulykken. Fem personer er blevet betegnet som svært tilskadekomne, og heraf er to i kritisk tilstand. Desuden kom 24 andre til skade, oplyser politiet.
Blandt passagererne var 25 elever fra en 5. klasse og deres to lærere fra Sønderskov-Skolen i Sønderborg. De var på vej hjem efter at have været på lejrskole i Silkeborg.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I et opslag på Facebook forsikrer borgmester Erik Lauritzen (S) børn, lærere og forældre om, at mange vil støtte dem efter den uhyggelige hændelse.
Jernbaneoverskæringen er ikke forsynet med bomme. Derimod skal en klokke og lys advare trafikanter om, at et tog er på vej.
Om lyd og lys virkede på ulykkestidspunktet, er et af de spørgsmål, som Havarikommissionen nu ventes at få opklaret i samarbejde med politiet.
Ifølge politiet kom toget med “en forholdsvis høj hastighed”, da påkørslen skete.
På pressemødet oplyser Banedanmark, at sikkerheden ved overskæringen er planlagt til at være opgraderet i 2027.
Toget var på vej mod Sønderborg. InterCityLyn 951 skulle efter planen ankomme klokken 17.13, og på pressemødet deltager også DSB’s øverste chef.
– Det er en forfærdelig ulykke, der berører os alle, siger administrerende direktør Flemming Jensen.
– Jeg er dybt berørt over, at vores kunder og vores personale har været ude for en så tragisk ulykke, siger han.
Han opfordrer samtidig til, at man ikke drager forhastede konklusioner og hurtigt placerer skylden.
I Dansk Jernbaneforbund oplyser man, at man er i tæt kontakt med de berørte kolleger og desuden følger situationen nøje.
Lørdag fortsætter politiets teknikere og Havarikommissionen med deres arbejde på ulykkesstedet.
Hvornår strækningen atter åbnes for tog, er lørdag ikke afklaret. Foreløbig har DSB indsat togbusser mellem Tinglev og Sønderborg lørdag og søndag.
I Havarikommissionen siger lederen af jernbanesektionen, Klaus Seneca Jensen, at myndighedens undersøgelse risikerer at tage lang tid, men at man bestræber sig på at gøre det så hurtigt som muligt.
I forvejen arbejder Havarikommissionen med at undersøge omstændighederne ved en anden dødsulykke i en anden sønderjysk jernbaneoverskæring.
I juli mistede en 24-årig mand livet, da han i en varebil blev ramt af et tog i Kliplev.
/ritzau/












