Se billederne: Kongeparret ankommer i guldkaret til et snedækket Amalienborg

Folk fra nær og fjern stillede sig tirsdag op på slotspladsen ved Amalienborg for at vinke til Kongeparret efter nytårskuren.

Tirsdag eftermiddag afsluttede Kong Frederik og Dronning Mary årets nytårskure ved at vinke til de fremmødte på pladsen ved Amalienborg.

Både udenlandske turister og danske borgere var mødt op for at få et glimt af Kongeparret, der ankom i den sjældent benyttede guldkaret.

Selvom Kongen og Dronningen givetvis var trætte efter to dage med festivitas og utallige håndtryk, vinkede de smilende til de fremmødte.

Se de flotte billeder nederst i artiklen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kong Frederik vinkede til de fremmødte på Amalienborg efter en veloverstået nytårskur på Christiansborg.

To dage med stor nytårsfejring

Kongeparret ankom til Amalienborg efter en kort karettur fra Christiansborg.

Her var årets ‘Store Nytårskur’ blevet afholdt med deltagelse af blandt andre officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, det offentlige Danmark – heriblandt tidligere statsministre – og repræsentanter for en række organisationer, foreninger og fonde.

I år havde Kongehuset mere end tredoblet antallet af inviterede organisationer fra omkring 30 til 101.

Mandag stod også på en nytårskur for Højesterets dommere samt Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Senere på dagen blev der som noget nyt afholdt nytårskur for alle landets borgmestre og regionsrådsformænd.

Begge dele foregik på Amalienborg Slot.

Sidst, men ikke mindst, blev der også afholdt nytårskur for det diplomatiske korps på Christiansborg Slot mandag.

Har moderniseret nytårskurene

I 2026 har Kongeparret lavet en række ændringer til årets nytårskure.

For første gang var alle landets borgmestre inviteret. Tidligere har det udelukkende været borgmestrene fra Frederiksberg og Gentofte, der har modtaget en invitation.

Der blev som nævnt afholdt en ny fælles nytårskur for landets borgmestre og regionrådsformænd.

Mens borgmestrene for første gang kunne deltage i nytårskuren, var der andre, der måtte sidde udenfor.

Kongehuset har nemlig indført et nyt krav, der i praksis betyder, at blandt andre pensionerede oberster og admiraler ikke længere kan deltage.

Det skyldes, at man som noget nyt skal være aktivt tjenstgørende i den stilling, der ligger til grund for invitationen.

I år havde Kongehuset også gjort op med den såkaldte ‘rangforordning af 1671’, der i mange år har været med til at bestemme gæstelisten til de årlige nytårskure.

Men i 2026 er den rangordning ifølge Kongehuset ‘utidssvarende’, og derfor er den i 2026 udelukkende blevet brugt i mindre grad som en ‘rettesnor ved afviklingen af nytårskurene’.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kongeparret blev eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Nyt tiltag møder kritik

Sidst, men ikke mindst, er der den førnævnte stigning i antallet af inviterede organisationer.

Denne ændring skulle egentlig ses som en fornyelse, men ifølge DR er den blevet mødt med kritik.

Der er nemlig langt flere erhvervsorganisationer end fagforeninger inviteret til nytårskuren, og det giver et skævt billede af det danske arbejdsmarked, mener blandt andre Christoph Ellersgaard, lektor ved CBS og magteliteforsker.

Blandt de fremmødte på pladsen, er der dog en anderledes positiv stemning omkring de nye tiltag.

Presse-fotos.dk snakkede med en ung mand, der var mødt op for at støtte den fælles kulturarv.

Han ser ikke et problem i den såkaldte skævvridning, da han mener, at Kongehuset skal pleje deres forhold til erhvervslivet, der medfører dansk eksport og eksponering i udlandet.

“De skal beskytte deres billede, på en eller anden måde, ved at modernisere det i de her tider, hvor alt ændrer sig virkelig meget.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

En række politifolk sørgede for lov og orden på slotspladsen.

Et møde mellem flere generationer og nationaliteter

Til stede på slotspladsen var også Kristina, der havde taget sit barnebarn Valder med for at få et glimt af Kongen og Dronningen.

De havde taget toget fra den sydsjællandske by Faxe for at fortsætte det, der ifølge Kristina ‘næsten er blevet en tradition’.

“Vi var inde at vinke til guldkareten, da Dronningen (Margrethe, red.) kørte sin sidste tur. Og Valder skreg som en sindssyg: ‘Igen, igen igen!’,” fortæller Kristina med et smil.

“Så har vi jo været nødt til at gøre det sidenhen,” afslutter hun.

Selvom togturen fra Faxe kan være lang nok i sig selv, var der alligevel en tilskuer, der havde taget en noget længere rejse.

Amerikanske Tom Kingston havde taget turen hele vejen fra delstaten Minnesota.

Han har en dansk ven, der i 90’erne gjorde tjeneste i Den Kongelige Livgarde. Og Tom havde derfor begivet sig ud på slotspladsen for at få et glimt af både garderne og kongen.

Senere på dagen skulle han besøge sin gamle kammerat.

Tom, Kristina og Valder repræsenterer hver deres del af den brogede skare, der var mødt op for at få et glimt af Kongeparret i guldkareten.

Der gik et sus igennem pladsen

Forventningens glæde hang tungt i luften, før kareten eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron meldte sin ankomst.

Da tilskuerne endelig fik øje på den flotte guldbelagte karet, gik der et sus igennem pladsen, og tilskuerne vinkede glade til både Kongen og Dronningen.

Da Kongeparret var blevet sat af på Amalienborg, kom guldkareten retur, og hesteskadronen gjorde et ophold midt på pladsen.

Her kunne de fremmødte beskue de mange flotte heste og gardehusarernes uniformer.

Se også
Fastelavnsbolleløb går verden rundt

Guldkareten, der blev bygget til Christian 8. af karetmager Henry Fife i 1840, er belagt med 24-karats bladguld.

Korte videoer