Med deltagere fra Danmark, Holland, Sverige, Norge, Tyskland og Korea byder uge 28 på international træning i verdensklasse – og et festligt 50-års jubilæum for Aarhus Chong Moo Taekwondo Klub.
I uge 28, fra den 5. til 10. juli 2025, danner Hørning ved Aarhus rammen om en international taekwondo-sommercamp.
Hele 550 deltagere fra Danmark, Holland, Sverige, Norge, Tyskland og Sydkorea er således samlet for at træne, udveksle erfaringer og fejre fællesskabet i kampsportens ånd.
Campen byder på et fagligt højt niveau med nogle af verdens mest erfarne instruktører i spidsen. Blandt dem er stormester Choi (9. dan), stormester Ko (9. dan), Momme Knutzen (9. dan), samt danske Bjarne Johansen (8. dan) og Hans Erik Steffensen (8. dan).
Dertil kommer en lang række sortbælter fra 2. dan og op, som alle bidrager til undervisningen af de mange engagerede deltagere fra hele Europa.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Også det danske landshold er stærkt repræsenteret med tilstedeværelsen af landsholdets kamptræner og flere teknikudøvere. Deres deltagelse sætter fokus på udvikling, præstation og formidling af taekwondo på højeste niveau.
Samtidig markerer campen et vigtigt jubilæum: Aarhus Chong Moo Taekwondo Klub fejrer nemlig sit 50-års jubilæum.
Klubben har gennem tiden været hjemsted for et væld af udøvere, og over 100 tidligere medlemmer og samarbejdspartnere er således inviteret til at deltage i festlighederne.
Sommercampen i Hørning er et stærkt eksempel på, hvordan sport kan bygge broer mellem nationer og generationer – og samtidig være med til at fejre både tradition og fornyelse i dansk taekwondo.
Presse-fotos.dk overværede andendagen af Sommerlejren 25 og bringer stemningsbilleder fra begivenheden. Se billederne nedenfor:









