Salgspriser for alle boligtyper sætter vild rekord

Salgspriser for villaer, rækkehuse, lejligheder og sommerhuse stiger. I april har den gennemsnitlige pris for alle boligtyper sat rekord.

Det viser tal fra Boligsiden, som er blevet offentliggjort torsdag.

Boligsiden opgør den gennemsnitlige salgspris per kvadratmeter for henholdsvis ejerlejligheder, fritidsboliger samt villaer og rækkehuse.

I alle tre kategorier er salgspriserne steget både fra marts til april og fra april 2024 til april i år.

Ifølge Søren Kristensen, som er cheføkonom i Sydbank, er det i udgangspunktet godt nyt for dansk økonomi, at aktiviteten på boligmarkedet fortsætter.

– Medvinden på boligmarkedet var i forvejen solid og i april tog den endda til i styrke. Boligmarkedet brager på mange områder afsted og intet tyder på forbrugernes fastgroede panderynker spiller nogen rolle, skriver han i en kommentar.

Særligt lejligheder og huse i Region Hovedstaden er steget markant i pris.

En ejerlejlighed i regionen, som inkluderer både København, Københavns omegn og Nordsjælland, koster nu i gennemsnit 53.280 kroner per kvadratmeter. Det er en stigning på 14,5 procent sammenlignet med april for et år siden.

Kigger man alene på København, koster en ejerlejlighed nu for første gang i gennemsnit over 60.000 kroner per kvadratmeter.

Det svarer til, at en gennemsnitlig lejlighed på 90 kvadratmeter i København nu koster 5,4 millioner kroner.

Spørger man Søren Kristensen kan man diskutere, om boligpriserne i København så småt begynder at “flirte med fartgrænserne”.

– I hvert fald stiger priserne lige nu lidt hurtigere end både lønstigninger og rentefald kan retfærdiggøre, lyder det.

Alligevel forventer Sydbank ikke, at boligpriserne i København vil begynde at falde.

– Vi ser fortsat solide lønstigninger, centralbankerne er fortsat i færd med at sætte renterne ned og samtidig er beskæftigelsen rekordhøj. Vi hælder derfor også til, at boligpriserne vil fortsætte med at stige i den resterende del af 2025, skriver Søren Kristensen.

Regeringen vil nu undersøge atomkraft i Danmark