Sådan kan fremtidens by se ud: Alt er genbrug

Dagen byder på indvielse af Naturportalen og et kig på vinddrevet lysdesign.

Tirsdag den 21. oktober markerer ‘Arkitekturens Dag’ næste skridt i udviklingen af ‘Det Internationale Kvarter’, hvor natur, klima og fællesskab går hånd i hånd.

Dagen sætter fokus på, hvordan byudvikling kan bygge på bæredygtige løsninger og genbrug.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustration: Til Arkitekturens Dag indvies Naturportalen og derefter danner Kvarterpladsen ramme om flere aktiviteter – Foto: Esbjerg Kommune

Blandt højdepunkterne er indvielsen af Naturportalen, en ny pavillon udviklet i samarbejde med Realdania.

Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Pavillonen skal fungere som et mødested for læring og dyrkning, hvor naturbaserede aktiviteter kan vokse frem og styrke fællesskabet.

Arrangementet finder sted i Portalparken i Esbjerg.

Her kan deltagerne møde fællesskabet Vores Spiselige Kvarter og få et første kig på Papilio, et vinddrevet lysværk, der kombinerer æstetik og klimaeffekt i ét design.

På Kvarterpladsen viser flere stande, hvordan genbrug og cirkularitet tænkes aktivt ind i projekterne.

‘Det Internationale Kvarter udvikles med hverdagen som omdrejningspunkt. Vi prioriterer grønne opholdssteder, robuste løsninger og fællesskaber, der kan vokse over tid. Arkitekturens Dag giver et samlet indblik i, hvordan natur, klima og fællesskab bindes sammen. Det handler ikke om enkeltstående projekter, men de helheder, man bruger i hverdagen’, siger Peer Rexen, vicedirektør for Teknik & Miljø.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Samtidig markerer dagen, at Esbjerg Kommune har sendt rådgiverudbuddet for tredje etape i udbud.

Her stilles skarpe krav til cirkularitet, dokumenteret genbrug og bæredygtige materialer. Blandt planerne er kommunens første CO₂-neutrale bygning opført udelukkende af lokale, cirkulære materialer.

Arkitekturens Dag afsluttes med dialog og spørgsmål til stadsarkitekt Morten Harder og øvrige involverede i projektet.

Linse Kessler har skrevet en ny krimi, hvor det hele foregår på Bryggen. Læs mere om hendes nye bog her.