Techgiganter tjener millioner på danske børn

“Jeg synes, det er dybt grotesk, hvordan techgiganterne driver rovdrift på vores børn,” siger digitaliseringsminister Caroline Stage på baggrund af en ny rapport.

YouTube, TikTok, Instagram, Facebook og Snapchat omsatte for 327 millioner kroner i 2024 på reklamer rettet mod danske børn og unge i alderen 8-17 år. Det viser en ny undersøgelse fra Copenhagen Economics udarbejdet for Digitaliseringsministeriet.

Af beløbet estimeres 79 millioner kroner at komme fra reklamer til børn, som er yngre end platformenes egne aldersgrænser, altså børn under 13 år.

Digitaliseringsminister Caroline Stage kalder det dybt grotesk.

”Jeg synes, det er dybt grotesk, hvordan techgiganterne driver rovdrift på vores børn blot for at fodre en forretningsmodel, der sætter profit over trivsel. Det illustrerer jo desværre, hvorfor de sociale medier er så opsatte på at fastholde børn og unge på deres platforme,” siger Caroline Stage.

Undersøgelsen viser også, at danske børn og unge i gennemsnit brugte cirka 54 dage på digitale platforme i 2024.

De nye fund understreger, hvorfor en national aldersgrænse for sociale medier er nødvendig, mener ministeren.

“Derfor er det nødvendigt, at vi sætter ind med en national aldersgrænse for sociale medier og begrænser deres fastholdelsesmekanismer. Det er en alt for god forrentning for techgiganterne til, at de frivilligt vil begrænse børnenes brug af deres platforme,” siger Caroline Stage.

(Artiklen fortsætter under billedet)

MitID
Illustrationsfoto.

National aldersgrænse

I november indgik den danske regering en aftale med Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre om 14 initiativer, der skal beskytte børn og unge online.

Et af initiativerne er en national aldersgrænse på sociale medier. Ifølge aftalen skal børn som udgangspunkt være 15 år for at oprette profiler og bruge sociale medier. Forældre kan dog give samtykke, så børn fra 13 år kan få adgang, hvis de vurderer, det er passende.

Aftalen kom efter bekymringer om børns trivsel, mentale sundhed og den voksende kommercielle udnyttelse online.

Regeringen arbejder derudover på en ny dansk app, der for eksempel kan bruges til aldersverifikation på sociale medier.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår den nye aldersgrænse træder i kraft.

AI skal fremover stå for referater og dokumentation, mens ansatte også skal have en digital assistent.