S-kandidat svarer igen: ‘Frie Grønnes plakater er noget svineri’

En valgplakat fra Frie Grønne er blandt de mest omstridte valgplakater til kommunalvalget. En kandidat fra Socialdemokratiet har nu hængt en valgplakat op som modsvar.

Valgkampen spidser til op til næste uges kommunalvalg, og historier om intriger og splittelse i partier fylder gradvist mere og mere.

En af de mest omtalte sager er fortsat Frie Grønnes valgplakat med teksten ’Fri København fra zionisme’.

Plakaten udløste kraftig kritik og blev også politianmeldt.

Anmeldelsen blev foretaget af Max Meyer, der er formand for Dansk Zionistforbund, og politianmeldelsen lød på hadforbrydelse og brud på straffelovens paragraf 266.

Også den danske statsminister Mette Frederiksen har rettet kritik mod plakaten.

“Jeg kan ikke udtrykke stærkt nok, hvor udansk jeg synes, det er,” sagde Mette Frederiksen ifølge B.T.

Udtalelsen faldt under en tale ved mindehøjtideligheden for 87-året for Krystalnatten.

Hos Frie Grønne afviser partiets politiske leder, Sikandar Siddique, kritikken.

“Nej, Mette Frederiksen, der er intet udansk over vores plakater. Modsat dig kan vi i Frie Grønne godt finde ud af at skelne mellem vores jødiske brødre og søstre, som fortjener beskyttelse, og en folkemorderisk apartheidstat, der bygger på den zionistiske ideologi,” skriver Siddique til Ritzau.

‘Nu giver vi dem et modsvar’

“Tryghed — også for danske jøder.”

Sådan står der på en ny valgplakat, der hænger i København.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Kasper Stisen / X.

Kasper Stisen, kommunalvalgskandidat for Socialdemokratiet i Københavns Kommune, står bag plakaten, som er en reaktion på Frie Grønnes valgplakater.

“Frie Grønnes plakater er noget svineri – så nu giver vi dem modsvar,” skriver kandidaten på X.

Valgplakaten hænger lige under Frie Grønnes plakat, som kan ses på billedet ovenfor.

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Frederik Vad, der var blandt de første til at rette kritik mod valgplakaten, hjalp med at hænge den nye valgplakat op.

“En særlig tak til Frederik Vad for at hjælpe med at hænge plakater op,” står der i opslaget, som også indeholder et billede af de to politikere under arbejdet.

Til slut opfordrer kommunalvalgskandidaten til politiske indgreb for at bekæmpe antisemitisme.

“Hadet mod jøder skal stoppes! Både med værktøjer fra Christiansborg og fra Københavns Rådhus,” skriver Kasper Stisen.

Partiet Frie Grønne møder kritik for valgplakat, der beskyldes for at have et antisemitisk budskab.