Flere politiske partier har mandag morgen været ramt af et russisk hackerangreb.
Det er DR, der erfarer, at flere partiers hjemmeside mandag morgen har været nede i en periode.
Det gælder Alternativet, Borgernes Parti, Det Konservative Folkeparti, Moderaterne, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF og Folketingets hjemmeside.
Ifølge DR’s techkorrepondent, Henrik Moltke, er det den pro-russiske hackergruppe NoName057(16), der står bag angrebet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tager ansvar på X
Kort tid efter, DR skrev nyheden, meddelte NoName057(16) på det sociale medie X, at de står bag angrebet.
“Denne gang besøgte vi hjemmesiderne for danske politiske partier, Danmarks Radio og Energi Danmark,” skriver gruppen efterfulgt af en liste over de hjemmesider, de har forstyrret.
NoName057(16) har tidligere taget ansvaret for angreb mod danske hjemmesider. Så sent som i går, søndag, skrev gruppen på X, at de havde angrebet blandt andet Transportministeriets hjemmeside.
NoName057(16)
Den prorussiske hackergruppe har siden 2022 stået bag en række cyberangreb mod statslige myndigheder, medier og private virksomheder i Ukraine, USA og Europa.
De første angreb bestod af DDoS-angreb mod ukrainske nyheds- og mediehjemmesider. Det vil sige, at de bevidst overbelaster internetservere, så almindelige borgere ikke kan få adgang til dem.
Det er de samme type angreb, som de har udført i Danmark.
Et bredt flertal på Christiansborg skyder nu 62,4 millioner kroner ind i kampen mod menneskehandel.