Russerne er aktive: Øger tilstedeværelsen i Grønland

Generalmajor og chef for arktisk kommando Søren Andersen, har indledt en række borgermøder for at informere om Forsvarets planer og øvelser i Grønland.

Chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, indledte mandag sin række af borgermøder, hvor borgere kan få indblik i Forsvarets aktiviteter og stille spørgsmål.

Omkring 40 borgere deltog i det første møde, hvor der blev sat fokus på øget militær tilstedeværelse i den kommende tid.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto – Grundet Grønlands barske natur, er det vigtigt, at de danske soldater får prøvet kræfter med det før en eventuel konflikt.

På mødet blev der lagt vægt på, at Forsvaret i de nærmeste uger gennemfører træning i redning til søs og håndtering af havmiljøforurening. Derudover skal der også gennemføres øvelser i konventionelt forsvar.

Møderækken begyndte i Nuuk, Kommuneqarfik Sermersooq, og fortsætter i Kangerlussuaq og Sisimiut. Formålet er at give befolkningen mulighed for at stille spørgsmål og få indblik i Forsvarets arbejde i området.

Ifølge Søren Andersen er baggrunden for indsatsen en ændret sikkerhedssituation i Arktis, hvor både Rusland og Kina har øget deres tilstedeværelse.

”Der har længe været et fælles ønske om at holde Arktis som et lavspændingsområde. Og det har været godt. Men vi må erkende, at det ikke uændret kan fungere.  Vi ser her for tiden russerne være mere aktive i Arktis. Og vi ser kineserne og russerne arbejde sammen. Det foregår ikke i nærheden af Grønland, men vi bliver nødt til at tage det alvorligt. Og det er sådan, at Grønland er et specielt sted at være og bevæge sig. Derfor bliver vi nødt til at sende soldater og udstyr herop fra Danmark for at træne. Vi skal kende terrænet og løbende prøve at arbejde heroppe,” sagde Søren Andersen.

Han understregede, at Grønlands særlige geografi kræver, at danske soldater og udstyr løbende træner under de barske forhold.

I de kommende dage vil Forsvaret blandt andet træne eftersøgning og redning i samarbejde med Royal Arctic Line.

Øvelserne omfatter også inddæmning af olieforurening. Senere på året vil borgerne kunne se helikoptere, kampfly, større krigsskibe og soldater fra både Slesvigske Fodregiment og Hjemmeværnet, der træner overvågning, suverænitetshævdelse og bevogtning af kritisk infrastruktur.

”Vi tager selvfølgelig hensyn til jagtsæsonen, både i de områder vi øver og på de ruter, hvor vi flyver. Det er vi meget opmærksomme på,” sagde Søren Andersen på mødet skriver Forsvaret.dk

Flere borgere stillede spørgsmål til blandt andet skibenes tilstand og Danmarks rolle i at forsvare Grønland. Hertil understregede Søren Andersen, at forsvaret af Grønland sker i NATO-regi, hvor Danmark og Grønland tager det første ansvar, men kan regne med støtte fra alliancen.