København og Frederiksberg bliver mandag den 25. maj centrum for folkefest, når 50.000 deltagere snører løbeskoene til årets Royal Run.
Samtidig betyder det omfattende trafikale ændringer i hovedstaden, hvor arrangørerne opfordrer både deltagere og tilskuere til at benytte offentlig transport.
Det skriver hovedstadsløbeklubben Sparta i en pressemeddelelse.
I denne artikel kan du læse om de trafikale konsekvenser, som løbet får i København mandag, så du kan se om det kommer til at påvirke dig.
(Artiklen forsætter under billedet)

Royal Run afvikles på distancerne One mile, 5 km og 10 km, og ruterne vil gradvist blive afspærret mellem klokken 7.00 og 22.30.
Store dele af København og Frederiksberg påvirkes
Afspærringerne starter tidligt mandag morgen omkring blandt andet Amalienborg, Kongens Nytorv, Toldbodgade og H.C. Andersens Boulevard.
Senere på dagen bliver også Vesterbro og Frederiksberg berørt, når 10 km-ruten åbner.
Start- og målområdet omkring Sankt Annæ Plads, Amaliegade og Bredgade vil være lukket fra klokken 06.00 til 23.00.
One mile-ruten er spærret fra klokken 07.00, mens 5 km-ruten lukkes fra klokken 11.00. De sidste afspærringer på 10 km-ruten træder i kraft fra klokken 16.30.
Arrangørerne opfordrer til offentlig transport
Hos arrangørerne forventer man stor stemning langs ruterne gennem hovedstaden.
“Vi glæder os til at se 50.000 deltagere have en fantastisk oplevelse, og vi håber, at mange vil tage del i begivenhederne og stemningen på ruten ved at heppe med på sidelinjen,” siger eventchef i Sparta Atletik & Løb, Lars Nissen.
For at mindske trafikale udfordringer anbefales det, at både deltagere og tilskuere tager metro, tog eller bus.
Der kan desuden købes en særlig eventbillet i appen Rejsebillet, som giver ubegrænset transport i 12 timer.
Bilister skal være opmærksomme på parkeringsforbud
Selvom gående og cyklister flere steder kan krydse ruterne mellem løberfelterne, vil biltrafikken være begrænset ved udvalgte krydsningspunkter i perioder med mange deltagere.
Samtidig gælder der midlertidige parkeringsforbud på flere strækninger langs ruterne. Ulovligt parkerede biler risikerer at blive fjernet for ejerens regning.
Mere information om trafikale ændringer, krydsningspunkter og ruter findes på Royal Run København/Frederiksberg.
Det er ikke kun i hovedstaden, at der skal løbes Royal Run 2026. De andre værtsbyer er: Ringkøbing, Randers, Middelfart og Helsingør.
Derudover kan TV2 fortælle, at mængden af årtet løb har slået rekorden. I år er 112.765 løbere nemlig tilmeldt. Løbene i de forskellige byer blev også udsolgt på cirka et døgn.
Når der ikke kan sælges flere billetter skyldes det sikkerheden under løbene. Det skal simpelthen være fysisk muligt at afvikle løbet, så det også bliver en god oplevelse for dem der løber.
Herunnder ses billeder fra Presse-fotos.dks udsendte ved Royal Run i Randers:



