Der er flere verdensstjerner og danske ikoner blandt de 20 navne, der i dag fuldender årets Roskilde Festival.
Hvis du er en af de mange tilskuere, der til sommer indtager Roskilde Dyrskueplads, kan du godt begynde at planlægge dit personlige koncertskema.
Roskilde Festival har nemlig netop annonceret de 20 sidste navne, der fuldender årets plakat.
Og samtidig kan festivalen ligeledes løfte sløret for tidsplanen for hele ugen.
Dagens annoncering byder ikke blot på små navne, der udfylder diverse huller i tidsplanen, men flere verdensstjerner og danske ikoner.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Koreansk verdensstjerne bliver sidste hovednavn
Forud for dagens afsluttende musikpakke havde Roskilde Festival allerede løftet sløret for hovednavnene på tre ud af festivalens fire hoveddage – eller ‘Last Days’ som arrangørerne kalder dem.
Mens The Cure, Gorillaz og Zara Larsson i noget tid har stået som de øverste navne på henholdsvis onsdagens, torsdagens og lørdagens program, har der indtil nu været et tomrum på fredagens headliner-spot.
Nu kan Roskilde Festival dog endelig løfte sløret for, hvem der får den prestigefyldte plads på plakaten.
Og det bliver altså den sydkoreanske verdensstjerne Jennie.
Hun blev kendt som medlem af den populære K-popgruppe Blackpink, men har i de seneste år for alvor slået sit navn fast som soloartist.
Sidste år smed hun sit debutsoloalbum ‘Ruby’ på gaden. Pladen gæstes af verdensstjerner som Dua Lipa, Doechii og Childish Gambino.
Roskilde-bookingen kommer på et tidspunkt, hvor den 30-årige sangerinde er på manges læber verden over.
Hun er nemlig højaktuel med et remix af Tame Impala-nummeret ‘Dracula’. Den nye version har katapulteret sangen til viral succes og høje hitlisteplaceringer verden over.
Rapstjerner fra nær og fjern
Jennie er ikke det eneste store verdensnavn blandt de 20 nye artister på plakaten.
Hun får nemlig selskab af amerikanske Ken Carson, der som medlem af Playboi Cartis pladeselskab Opium er blandt de mest markante navne i rage rap-bølgen.
Den 26-årige rapper er kendt for sine intense liveshows, så publikum kan se frem til uendelige moshpits, når han gæster Arena-teltet torsdag.
Inden for hiphoppens verden finder vi også den legendariske danske gruppe Malk de Koijn, der sidste år udgav deres første nye musik i mange år med ep’en ‘Nummer 5’.
Fra den nyere danske rapgeneration indtræder Mas i programmet efter dagens annoncering.
Se resten af programmet samt tidsplanen på Roskilde Festivals hjemmeside.
De sidste navne til Roskilde Festival 2026
Jennie (KR)
Ken Carson (US)
Bia (US)
Jalen Ngonda (US)
Malk de Koijn (DK)
Mas (DK)
Panda Bear & Sonic Boom (US/UK)
Sama’ Abdulhadi (PS)
Abdullah Miniawy Trio (EG)
Djrum (UK)
Getdown Services (UK)
Heinali & Andriana-Yaroslava Saienko (UA)
Hemlocke Springs (US)
Lechuga Zafiro & Verraco (UY/CO)
Pili Pili Girls (TZ)
Poison Ruïn (US)
Smertegrænsens Toldere (DK)
Soli City X Vertigo (DK)
Saad Tiouly (MA)
Tarrak (GL)
