Efter flere års planlægning vælger Roskilde Festival en midlertidig løsning, der sikrer plads til store kunstnere.
Til næste år får Roskilde Festival en ny Orange Scene, da den gamle er slidt og ikke længere kan opfylde kravene fra nogle af de største kunstnere.
Men i stedet for en permanent løsning bliver den nye Orange Scene – ligesom den gamle fra 2001 – en midlertidig teltkonstruktion, skriver festivalen i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
Det var ellers oprindeligt planen at bygge en permanent scene. Men efter flere års arbejde med at finde den rette løsning har festivalen valgt en mere fleksibel tilgang.
“Den endelige løsning med en midlertidig scene er langt mindre kompleks end den permanente konstruktion, langt mere fleksibel og ligger i naturlig forlængelse af den midlertidige måde, som vi i mange år har bygget scener og skabt festival på,” siger hun i pressemeddelelsen.
Skulle oprindeligt tages i brug i år
Ifølge den oprindelige plan, som Sjællandske Nyheder beskrev i december 2023, skulle den nye scene bestå af en permanent og en midlertidig del.
Den permanente del skulle her bygges som en halvcylindrisk stålkonstruktion på over 24 meter og overdækkes uden for festivalperioden for at skabe en mere stabil ramme.
Oprindeligt var planen, at den nye scene også skulle tages i brug allerede ved dette års festival.
Men i januar meddelte Roskilde Festival, at man var stødt på “uforudsete byggetekniske forhold”, hvilket betød, at opførelsen blev udsat.
Ifølge festivalen bliver scenerummet under den nye teltdug cirka 30 procent højere end på den nuværende scene, hvilket giver bedre plads til scenografi, lyd, lys og andet teknisk udstyr. Designet med den orange teltdug og de karakteristiske buer bliver bevaret.
Orange Scene er den største scene på Roskilde Festival og har plads til omkring 60.000 tilskuere. Scenens form og farve er blevet et ikon for den danske festival.
Den nuværende scene, som blev opført første gang i 2001, afløste den oprindelige scene fra 1978. Den minder om den oprindelige scene i både form og farve, men er omkring en tredjedel større.
Roskilde Festival finder sted fra den 28. juni til den 5. juli 2025. Sidste år blev der meldt fuldstændig udsolgt. Det komplette program kan ses på deres hjemmeside.